Sejlbåd og høj søgang i nyt dialyseafsnit

​70 patienter fra Vestegnen vil fremover kunne komme i dialyse på Hvidovre Hospital – endda med udsigt til en sejlbåd.

​​Patient Jørgen Kruse klipper snoren og indvier officielt det nye dialyseafsnit. 

​Dialysepatienter bruger mange timer hver uge på hospitaler. Derfor har deres oplevelse været i centrum, da man indrettede det nye afsnit. Miljøet er lyst, venligt og ikke mindst roligt. Der er installeret specielle lysarmaturer, som simulerer dagslys, og et stort kunstværk - blandt andet med en sejlbåd uden for vinduerne - præger afdelingen. Tanken er, at afsnittet i høj grad er patienternes sted. Derfor var det heller ikke en direktør eller læge, men en patient som klippede snoren over ved indvielsen den 4. februar.

Dialysebehandling er et halvdagsjob

”Behandlinger i dialyse fire timer tre gange om ugen plus transport til og fra hospitalet svarer nog​enlunde til et halvdagsjob. Og ofte er der tale om et livslangt forløb. Derfor er det vigtigt, at vi gør det så praktisk og behageligt som muligt for patienterne. Jeg tror, at de vil sætte pris på både den kortere transporttid og de flotte, lyse forhold i ​vores nye afsnit på Hvidovre,” siger ledende oversygeplejerske Rena Kopp fra Herlev Hospital.

Nyt dialyselokale

De nye rammer for dialysebehandlingen. Foto: Susanne Østergaard.

Dialyseafsnittet, som er en udefunktion, vil blive beman​det og drevet af sygeplejersker og læger fra nefrologisk afdeling på Herlev Hospital.

Den politiske beslutning om at oprette det nye afsnit er taget af to grunde. Dels har man villet forbedre de regionale forhold for patienter med behov for dialyse, og dels har man haft et ønske om at øge den samlede dialysekapacitet i Region Hovedstaden.

Sejlbåden ’Siw’

I forbindelse med åbningen af det nye dialyseafsnit får Hvidovre Hospital anledning til at fremvise et nyt kunstprojekt lavet i samarbejdet med firmaet Råderum. Projektet har til formål at tilbyde patienter ’noget andet’, et pusterum i mødet med hospitalet – en anderledes og bedre oplevelse. Idéen er at lade forskellige kunstnere lave værker, som relaterer sig specifikt til bestemte afdelinger og steder på hospitalet.

I dialyseafsnittet kan patienter og personale således nyde synet af sejlbåden ’Siw’, som kunstnerduoen Ultragrøn har placeret på en skrænt uden for vinduerne. Omkring båden har kunstnerne placeret sømærker, inden for er væggene udsmykket med maritime elementer, og den nederste del af vinduerne er belagt med en blå film, som ligner vand omkring båden. Værket er tænkt som et tilbud om en fantasirejse i høj søgang langt væk fra de rutineprægede besøg i dialysen. Kunstværket er ét af foreløbig fire planlagte værker i projektet.

Mere om Råderum


​​

Redaktør