Så skete der noget!

​Brutal maskinkraft supplerede endelig arkitekternes arbejde med blyant, lineal og computer, da man for nylig gik i gang med klargøringen af byggepladsen til Nyt Hospital Hvidovre.

​Hverken små vintergækker eller meterhøje poppeltræer havde store chancer, da entreprenører rykkede ind med tunge maskiner og slap hestekræfterne løs. To mand med hver deres maskine kunne på få dage rydde et areal svarende til et par fodboldbaner for træer og buske. De efterlod kun bunker af træflis og dybe hjulspor på området mellem hospitalet og pavillon 5 og 6.

"Træer og buske måtte vige pladsen, fordi vi i forbindelse med klargøring af vores byggeplads skal have lavet en omfattende jordbundsundersøgelse. Der skal køres rigtig meget jord væk, når vi skal grave byggepladsen ud, og det er vigtigt at vide, om der eventuelt er forurenet jord, som vi skal forholde os til," siger projektdirektør Finn Bloch om indtoget af de første maskiner.

Det første officielle spadestik bliver taget i slutningen af året, forventer projektdirektøren. Byggeriet af de 32.000 m2 nyt hospital varer til 2020, hvor man efter planen kan slå dørene op for et nyt, større og bedre hospital i Hvidovre.

Herunder kan du se en kort film med maskinerne på arbejde.​

​​

Redaktør