Hvidovre Hospital opgraderer forholdene for kikkertundersøgelser

Afdelingen for mave- og tarmsygdomme – Gastroenheden – bliver moderniseret og ombygget i disse år. Det betyder blandt andet, at man nu kan indvie landets største og mest moderne afsnit for kikkertundersøgelser.

​​

​Af Thomas Wittrup, kommunikationsmedarbejder

10.000! Så mange kikkertundersøgelser laver Hvidovre Hospitals endoskopiafsnit om året. Undersøgelser som både kræver meget udstyr og god plads til undersøgelser og patienter. Begge dele har været prioriteret i et netop afsluttet byggeprojekt, som har givet Endoskopiafsnittet helt ny lokaler og en opgradering af det teknologiske udstyr.

"Det er en rigtig stor forbedring for både patienter og personale. Her er lyst og rart at være og meget bedre plads end i det gamle afsnit. I kombination med det nye, højteknologiske udstyr betyder det, at hospitalet nu har et af Nordens førende endoskopi-centre," siger ledende overlæge i Gastroenheden, Svend Schulze.

Skræddersyet til formålet

De forskellige nye undersøgelses- og behandlingsrum er i højere grad end tidligere indrettet specielt til bestemte avancerede procedurer og udstyret med den mest moderne teknologi på området. For eksempel giver de nye faciliteter mulighed for teleassisteret endoskopi, hvor man, via 'live' transmission af billeder, enten kan yde hjælp til undersøgelser og behandlinger andre steder eller omvendt trække på ekspertise og ressourcer hos eksterne kapaciteter.

"Vi har fået helt nye og moderne faciliteter skræddersyet til netop vores formål. Faciliteter som afspejler den teknologiske udvikling på dette specifikke område. Vi kommer helt sikkert til at løfte vores behandling til et højere niveau i det nye afsnit," siger en tilfreds Svend Schulze om det nye afsnit.

Ergonomisk lys

Lys er en af de ting, der er arbejdet meget med i byggeprojektet – både dagslyset og det kunstige arbejdslys.

"Vi har forsøgt at gøre noget ved det sparsomme dagslys i etagen og sat styring på de kunstige lyskilder for at gøre forholdene helt rigtige. Der er lavet nye ovenlys, som trækker dagslys ned i afsnittet. Og i undersøgelsesrummene er der installeret såkaldt ergonomisk belysning, som giver de bedste arbejdsbetingelser, når man arbejder med skærme og kikkerter," fortæller arkitekt Abelone Dyrup, som har været projektleder på byggeriet af det nye afsnit.

Den ergonomiske belysning i undersøgelsesrummene betyder, at personalet kan vælge blandt flere forskellige farve- og lysindstillinger og finde det lys, som passer bedst til netop deres behov og præference.

Nye naboer

Endoskopiafsnittet boede i mange år i midlertidige lokaler afskåret fra afdelingens øvrige ambulatorier.  Nu er personale og de mange forskellige kikkerter (skoper) flyttet ind i lokaler dør om dør med de øvrige gastro-kolleger. Det er, ifølge Svend Schulze, med til at sikre mere sammenhængende forløb for de patienter, som besøger flere forskellige funktioner under et besøg i Gastroenheden.

Indvielse

Hospitalsdirektionen og endoskopiafsnittet indvier de nye faciliteter ved et arrangement tirsdag den 16. december kl. 14.30 i afsnit 331.​

Fakta

Det nye endoskopiafsnit på Hvidovre Hospital råder over 12 undersøgelsesrum.

Amager og Hvidovre Hospital​ har flere specialefunktioner inden for det endoskopiske område.

Patienterne i endoskopien repræsenterer alle aldersgrupper – også børn.

Der udføres både planlagte og akutte undersøgelser og behandlinger.

Patienterne undersøges oftest i såkaldt let sedation, men der tilbydes også fuld bedøvelse.

Der udføres primært følgende undersøgelser:

  • Gastroskopi (kikketundersøgelser af spiserør, mavensæk og tolvfingertarm)
  • Kolonoskopi (Kikkertundersøgelse af tyktarmen)
  • Sigmoideoskopi (endetarm og nedre del af tyktarmen)
  • ERCP (Tolvfingertarm, galdeveje og bugspytkirtel)
  • EUL/EU's (endoskopisk Ultralyd, Primært øvre del af mavetarmkanalen og omkringliggende organer)
  • Kapselenteroskopi (primært tyndtarmen mhp. på blødning)
  • ESWL (knusning af sten i bugspytkirtlen og nogle sten i galdeveje)​


Redaktør