Hele verden vil se Hvidovres nye patientværelser

​​Teknologi og pleje smelter sammen på Hvidovre Hospitals nye patientværelser, som nu får opmærksomhed fra flere steder i verden. I sidste uge var en canadisk delegation på besøg for at se patientværelserne.

​Projektleder Finn Stycke og sygeplejerske Tina Holm fortæller den canadiske delegation om patientskærmene på de nye patientværelser.

En bus drejer ind foran Hvidovre Hospitals hovedindgang og ud kommer en delegation på mere end 25 canadiere, der alle arbejder indenfor sundhedsvæsenet. Delegationen, som udover Hvidovre Hospital også skulle besøge Skejby Hospital, havde specifikt anmodet om at se patientværelserne, som bl.a. ligger på barselafsnittet.

”De var specielt begejstrede for, hvordan vi har arbejdet med ’patienten i centrum’. Særligt med skærmene på patientværelset, hvor patienten selv kan styre forskellige funktioner fra sengen som fx mattering og mørklægning af glaspartiet ud mod gangen, skrue op og ned for lyset osv.,” fortæller Finn Stycke, som er projektleder på de nye patientværelser og fra Hvidovre Hospitals byggeafdeling. 

De nye patientværelser har store vinduer ud mod gangen. Det er for at give lys i rummet, men også for at sikre en visuel kontakt mellem patient og personale imellem besøg. Patienten kan dog til hver en tid fra sin seng mørklægge vinduet, så man hverken kan se ud eller ind, og på den måde giver man patient mulighed for selv at bestemme, hvornår man ønsker fred og ro, og hvornår man gerne vil følge med i livet uden for værelset.




”Vi har fået rigtig mange henvendelser fra flere udenlandske aktører, som gerne vil se vores nye patientværelser. Det er noget vi er meget stolte af, og heldigvis er barselsafdelingen endnu ikke blevet trætte af at vise de nye patientværelser frem,” fortæller Finn Stycke.


Netop introduktionsvideoen, mener Finn Stycke, har været medvirkende til, at så mange i udlandet har hørt om patientstuerne på Hvidovre Hospital.

”Et videoklip kan let spredes via internettet, og derfor har vi nu også besluttet, at videoen skal oversættes til engelsk, så flere kan forstå, hvad der bliver sagt,” fortæller Finn Stycke.

Blandt delegationen var repræsentanter fra flere canadiske hospitaler samt arkitekter og ingeniører, som arbejder specifikt med sundhedssektoren i Canada. Derudover var der også repræsentanter fra det canadiske sundhedsministerium.



Redaktør