Energirenovering for millioner

Varme, belysning og ventilation på Hvidovre Hospital skal belaste både miljø og budgetter mindre i fremtiden. Løsningen er et ESCO-projekt.

​​​Projektdirektør i Hvidovre Hospitals byggeafdeling Finn Bloch ser frem til privat investering i hospitalets bæredygtighedsprofil. Foto: Thomas Wittrup


​Det skal være slut med at fyre for Vestegnens frysende fugle. Region Hovedstaden har besluttet at sætte gang i initiativer, som potentielt kan sikre store energibesparelser på Hvidovre Hospital. Det sker gennem et såkaldt ESCO-projekt - et miljøsamarbejde mellem det offentlige og en privat virksomhed.

Princippet er, at den private virksomhed identificerer, udfører og finansierer energioptimeringen på hospitalet, som betaler investeringen - på op mod 100 mio. kr. -tilbage via besparelser på driften over en kortere årrække.

ESCO er et samarbejdsprojekt
Projektdirektør Finn Bloch fra hospitalets byggeafdeling har tidligere arbejdet med ESCO-projekter i kommunalt regi og har gode erfaringer:

"I modellen ligger der et kraftigt incitament for den private virksomhed til at yde deres bedste. For hvis drifts-besparelsen ikke bliver så stor som forventet, så betaler virksomheden differencen. Til gengæld deler man i porten, hvis besparelsen viser sig at blive større," siger Finn Bloch, som understreger, at samarbejde er nødvendigt for at nå de satte energi-mål:

"Det er ikke nok, at energi-virksomheden bygger om på hospitalet og skifter installationerne. Medarbejderne skal også bidrage til den 'grønnere' profil ved at huske at slukke lyset og skrue lidt ned for varmen," lyder opfordringen.

Hvidovre Hospital går nu i gang med et større EU-udbud, som skal bane vejen for det endelige ESCO-samarbejde.

Også bæredygtige nybyggerier
Den øgede fokus på energioptimering er ikke kun aktuel i forhold til renovering af eksisterende bygninger. På Region Hovedstadens seks store kvalitetsfondsprojekter er bæredygtighed og klimaoptimering prioriterede områder, som ligger i direkte forlængelse af Regionens ambitioner om at gå forrest som en grøn metropol. ​
Redaktør