Vigtigheden af fysisk aktivt under hospitalsindlæggelse 

Studier viser, at indlagte ældre patienter i gennemsnit tilbringer ca. 23 timer i døgnet liggende i sengen eller siddende i en stol (1-3). Lignende ses hos andre patientgrupper (4), fx intensivpatienter (5) og postoperative patienter (6). Det gælder også patienter, som selv kan komme ud af sengen og gå (1), hvilket tyder på, at et hospital ikke er et sted, hvor man naturligt er fysisk aktiv.

Op imod en tredjedel af ældre medicinske patienter oplever funktionsevnetab som følge af en hospitalsindlæggelse, og en tredjedel af disse har ikke genvundet tidligere funktionsevne 1 år efter udskrivelse (7). Det kan påvirke deres selvstændighed i at kunne forflytte sig, at komme rundt i eget hjem samt på- og afklædning, men i højere grad påvirker det også deres evne til selv at kunne foretage indkøb, husholdning, madlavning og medicinhåndtering (8).

Inaktivitet under indlæggelse har flere negative konsekvenser. Studier, der har undersøgt betydning af sengeleje, har vist fald i både muskelmasse og -funktion allerede inden for de første 5 dage med sengeleje (9). Der er desuden påvist sammenhæng mellem nedsat fysisk aktivitet under indlæggelse og dødelighed hos den ældre medicinske patient (10). ​

Omvendt viser studier, at mobilisering og fysisk aktivitet under indlæggelse har flere gavnlige effekter. Blandt patienter indlagt med hoftefraktur, er tidlig mobilisering forbundet med nedsat forekomst af delirium (11) og komplikationer (12), og hurtigere genvinding af selvstændig mobilitet (13).. Fysisk aktivitet har desuden en positiv indvirkning på patienternes følelsesmæssige og sociale velbefindende (14). Fysisk aktivitet bør derfor være en integreret del af alle patientforløb.

Især for ældre medicinske patienter er tidlig mobilisering og fysisk aktivitet afgørende for at forebygge funktionstab og reducere indlæggelsestiden (15). Selv i meget komplekse forløb for patienter med indlæggelse på intensiv afdeling er fokus på tidlig mobilisering og fysisk aktivitet relevant. Her viser et studie, at mobilisering støtter patienter på en intensiv afdeling i at blive mere aktive samarbejdspartnere i at begynde at bruge kroppen og genoptage fysisk aktivitet efter kritisk sygdom (16).

På trods af dette bliver tidlig mobilisering og fysisk aktivitet under indlæggelse ofte overset som en egentlig intervention (17), og ansvaret for mobilisering synes i mange tilfælde at være uafklaret (18). Dette indikerer, at der blandt alle sundhedsprofessionelle er behov for et øget fokus på fysisk aktivitet under indlæggelse.

Tværfagligt samarbejde om fysisk aktivitet

Der er bred international enighed om, at det kræver fokus fra alle sundhedsprofessioner på hospitalet, samt tværprofessionelle indsatser, at skabe et miljø, som understøtter fysisk aktivitet under en hospitalsindlæggelse (19). Mere fysisk aktivitet under en hospitalsindlæggelse kan ikke kun forebygge konsekvenser af inaktivitet, funktionsevnetab og tab af selvstændighed efter udskrivelse. I et større perspektiv kan det også lade hospitalsvæsenet levere et aktivt bidrag i kampen mod den globale inaktivitets-epidemi, som truer folkesundheden.

En litteraturgennemgang med henblik på at afdække viden om mulige barrierer for mobilisering af patienter blandt sygeplejersker viste, at de følte sig usikre ift. at mobilisere patienterne, og at der manglede en klar rollefordeling mellem de sundhedsprofessionelle i forhold til mobilisering (20). Ligeledes viser et studie udført i intensiv regi et behov for at præcisere den tværfaglige kommunikationen mellem sundhedsprofessionelle for at afstemme forventningerne til mobilisering og fysisk aktivitet (21). Fundene tydeliggør, at der er behov for at sætte fokus på kulturen omkring mobilisering og fysisk aktivitet, og et behov for at sundhedsprofessionelle får et fælles sprog for funktionsevne, mobilisering og fysisk aktivitet.

Faglige perspektiver på fysisk aktivitet

Fysisk aktivitet under indlæggelse kan tilgås forskelligt afhængigt af faglighed, patientens tilstand og konteksten for indlæggelsen. De sundhedsprofessionelle bidrager med forskellige perspektiver på, hvordan fysisk aktivitet kan styrkes, og disse kan samlet understøtte, at patienten er fysisk aktiv under indlæggelsen. Fysisk aktivitet kan eksempelvis styrkes gennem arbejde med og træning af meningsfulde daglige funktioner og aktiviteter, planlægning og understøttelse af målrettet mobilisering med afsæt i patientens ressourcer, fokuseret træning med henblik på at vedligeholde eller styrke funktionsevnen samt gennem vurdering af behandlingsmæssige og medicinske forudsætninger for fysisk aktivitet.

Den tværfaglige variation er en styrke, når indsatserne supplerer hinanden, da det giver mulighed for at skabe en sammenhængende indsats, hvor fysisk aktivitet bliver en integreret og naturlig del af patientforløbene.​