På kurset arbejder deltagerne med systematisk vurdering af patientens tilstand med udgangspunkt i vitale værdier, kliniske observationer og deres kliniske blik. Gennem cases og refleksioner træner deltagerne i at koble score, klinisk vurdering og sygeplejefaglige handlinger med fokus på tidlig opsporing af forværring og prioritering af ressourcer.
Formål
Formålet er at styrke deltagernes kliniske blik og vurderingsevne i anvendelsen af den opdaterede C-EWS-model, så de kan identificere begyndende forværring hos patienter, forebygge komplikationer og målrette observationer og interventioner til de patienter, der har størst behov. Kurset understøtter anvendelsen af klinisk dømmekraft som et centralt element i beslutningstagningen.
Læringsmål
Efter kurset kan deltageren:
- Redegøre for formålet med den opdaterede C-EWS-model og de væsentligste ændringer i arbejdsgangen.
- Anvende C-EWS-modellen korrekt i klinisk praksis.
- Anvende eget klinisk blik til at identificere tegn på begyndende forværring trods lav eller uændret C-EWS-score.
- Begrunde op- og nedjustering af C-EWS-score ud fra patientens samlede kliniske situation og gældende retningslinjer.
- Reflektere over sammenhængen mellem vitale værdier, kliniske observationer og sygeplejefaglige handlinger.
Målgruppe
- Sygeplejersker
- Social- og sundhedsassistenter
- Andet sundhedsfagligt personale, der arbejder med observation og vurdering af indlagte patienter.
Forudsætninger
Der er ingen formelle forudsætninger for deltagelse. Kendskab til klinisk observation af patienter og brug af C-EWS i den daglige praksis vil være en fordel.
Varighed, tidspunkt og sted
Kurset har varighed af 1 time og foregår fortrinsvist i UUA. Kurset udbydes på Kompetencedagen 4 x årligt.
Antal deltagere
Fra 2-8 deltagere pr. hold.
Ledelsesgodkendelse
Afklares i forbindelse med planlægningen.
Evaluering
Vi indhenter kursisternes evalueringer via SurveyExact til løbende kvalitetsudvikling af kurset med fokus på målgruppens udbytte, indholdets relevans og sammenhængen mellem læringsmål, undervisningsform og klinisk praksis.