Bakterie-hysteriet er kammet over

​"Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden." Sådan lyder titlen på forsker Peder Wornings nye bog, som sætter bakterier i et nyt og bedre lys.​

​Bakterier bliver oftest forbundet med noget negativt. Men ifølge Bioinformatiker Peder Worning, som til daglig forsker på Hvidovre Hospital, er bakterier meget mere end MRSA, E-coli og dårlig rullepølse. Uden bakterier ville der faktisk slet ikke være liv på jorden. 


”Der er bakterier over alt og i alt. Der er flere bakterier i et menneske, end der er menneskeceller. 
Vi ville simpelt hen ikke kunne overleve uden bakterier. Det er også bakterier, som nedbryder fx døde dyr eller blade og danner grundlag for nyt liv,” forklarer Peder Worning og tilføjer:

”Et af formålene med bogen er at give folk et mere nuanceret billede af bakterier og lære dem, at man ikke behøver at være så bakterieforskrækket.”

Bakterier som beha​​ndling

Peder Worning understreger, at det selvfølgelig er vigtigt at vaske hænder, når man har været på toilettet og at have god hygiejne i køkkenet, men helt generelt mener han, at hysteriet omkring bakterier er kammet over.

”Vi er alt for beskyttende og bange. Hvis et barn samler en sten op fra jorden og putter den i munden, sker der jo ikke noget ved det. Og med vores overdrevne forbrug af antibiotika er vi ved sætte et af vores vigtigste lægemidler over styr,” siger Peder Worning og tilføjer, at der faktisk findes mange gode bakterier, som i nogle tilfælde endda kan bruges til behandling. 

”De tyske soldater i Afrika under Anden Verdenskrig døde i hobevis af dysenteri. De undersøgte, hvad de lokale gjorde for at undgå infektionen. Det viste sig, at de lokale spiste kamellort, fordi der var en bakterie i, som neutraliserede dysenteri-bakterien. Det var altså en bakterie, som beskyttede dem. I dag forskes der også meget i behandling med bakterier - fx via fæces-transplantation. Det vil sige, at man indfører afføring fra en rask person, ind i en syg persons tarm for at ændre tarmfloraen. Det er noget, man har stor succes med i Holland, Finland og USA. Vi er stadig lidt forbeholdne med at forsøge det i Danmark, fordi vi ikke kender bivirkningerne,” siger Peder Worning, som har høstet megen positiv omtale for sin bog.

Svært at formulere sig ko​​rt og klart

Det er således både blevet til optrædener i aviser, radio- og tv-programmer, hvor han har forklaret om bakteriernes komplicerede verden på en måde, så ”hr og fru Danmark” kan forstå det. For Peder Worning har det næsten været ligeså lærerigt at skrive bogen og fortælle om den, som det (forhåbentlig) er for læserne at læse den.

”Det har været utroligt spændende - men svært. Man lærer meget om sit fag, når man skal formidle det til udenforstående. Man skal være meget mere omhyggelig, når man skal formulere sig kort og klart og ikke bruge de lange fagord,” siger han og tilføjer:

”Det er en skam, at der ikke er flere, der gør mere ud af at lave populærformidling af deres forskning. Et af problemerne er, at der ikke er incitament til at gøre det i vores system. Men det er vigtigt, og det kan være med til at oplyse og til at vise den menneskelige side af lægevidenskaben og medicinhistorien.”

Læs og hør m​​ere

Du kan læse meget mere om bakterier og deres historie i bogen: Det er flere bakterier i et gram lort end der er mennesker i hele verden. Bogen koster 299,95 kroner og kan købes hos boghandleren.​

Redaktør