Gå til hovedindhold
Hovedindgangen på Hvidovre Hospital

​​​

Baggrund

Formålet med etablering af Center for Klinisk Mikrobiomforskning, RegionH (Copenhagen Center for Clinical Microbiome Studies, CopMicS) er at styrke Hvidovre Hospitals profil indenfor mikrobiombaseret behandling og forskning.

Menneskets krop er vært for trillioner af mikroorganismer også kendt under betegnelsen mikrobiom. De seneste teknologiske forbedringer indenfor multi-omics analyser har øget sundhedsforskernes indsigt i at mikrobiomet kan spille en afgørende rolle for både sundhed og sygdom. Vores moderne livsstil har medført udryddelse og tab af vigtige mikroorganismer og mikrobiomfunktioner, hvilket er forbundet med mange sygdomme og sundhedstilstande på et epidemisk niveau. Dette kan være en væsentlig bidragende faktor i den udbredte forekomst af livsstilssygdomme, herunder metaboliske, mavetarm, neurologiske, autoimmune sygdomme og mentale lidelser.

Antibiotika kan være ødelæggende for mikrobiomet og føre til alvorlige infektioner såsom Clostridioides difficile-infektion (CDI), men også kolonisering med multiresistente mikroorganismer. Antibiotikaresistens anses i dag for at være en af de største trusler mod folkesundheden.

Fækal mikrobiota transplantation (FMT) har vist sig at være en meget effektiv behandling af recidiverende CDI. Derudover er der vist lovende resultater for FMT til behandling af inflammatoriske tarmsygdomme, men andre mikrobiom modulerende terapier'er, herunder probiotika, postbiotika, bakteriofager og vaginal mikrobiota transplantation forskes der i øjeblikket også i, som nye mulige behandlinger af flere af de nævnte livsstilssygdomme og tilstande.​

Udvikling i forskningen

Forskningen har allerede bevæget sig videre fra de deskriptive mikrobiomanalyser til at studere årsagseffekter med henblik på at forstå, hvordan tarmmikrobiomet påvirker både tarmens og øvrige organers immunitet, metabolisme og neurobiologi. Detaljerede analyser af humane multi-omics data, inkluderende metagenomics og metabolomics, sammen med detaljerede humane fysiologiske målinger i tillæg til mekanistiske dyrestudier, har potentialet til at afsløre de molekylære mekanismer bag de allerede beskrevne associationer mellem et dysfunktionelt tarmmikrobiom og sygdom. Men selvom in vitro- og dyrestudier er nyttige i forståelsen af betydningen af mikrobiomændringer, er velgennemførte humane mikrobiombaserede behandlingsstudier af afgørende betydning. 

Ekspert cent​er for klinisk mikrobiomforskning, diagnostik og behandling

Vores vision er at flytte forskningsfokus fra humane associationsstudier til humane interventionsstudier. Det kan føre til, at der indenfor en overskuelig årrække, vil kunne udvikles sikker, præcis og personlig mikrobiombaseret behandling med effekt på en lang række sygdomme og tilstande. Ambitionen er at udbygge Hvidovre Hospitals position som et ekspertcenter for klinisk mikrobiomforskning, diagnostik og behandling.   ​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden