Indførsel af kræftpakkeforløb
I 2007 indførte regeringen i Danmark de såkaldte kræftpakkeforløb, der skulle sikre hurtig diagnosticering af kræft i individer, der udviste symptomer på kræft. Diagnosen skulle være stillet indenfor 14 dage (eller 9 arbejdsdage), fra patienten blev henvist af egen læge med mistanke om kræft.
Symptomer på tarmkræft inkluderer:
- Ændret afføringsmønster (vekslende afføring)
- Diarré i længere tid
- Følelsen af, at tarmen ikke tømmes ordentligt
- Synligt blod eller slim i afføringen
- Mavesmerter
- Træthed
- Utilsigtet vægttab
- Blodmangel
Ved tilstedeværelsen af en eller flere af ovenstående symptomer, henvises patienten til en diagnostisk koloskopi med det formål at be- eller afkræfte, om der er tale om tarmkræft.
Koloskopikapacitet under pres
Med indførslen af befolkningsscreeningen i 2014 og fjernelsen af de mange – alvorlige såvel som harmløse – polypper, blev koloskopikapaciteten på de danske hospitaler ekstra presset. Det blev svært at overholde den lovbestemte behandlingsgaranti på 9 arbejdsdage, og flere og flere ambulante forløb bliver sendt ud i privatklinikker. Dette er en tung omkostning, som efter nye lovkrav skal dækkes af de koloskoperende afdelinger, der sender patienterne ud.
På trods af at disse patienter har symptomer på tarmkræft, så er det kun mellem 5-8%, der viser sig at have tarmkræft, og kun 25% har polypper. Kunne raske individer fritages for unødige koloskopier, kunne ventetider på koloskopi nedsættes og store omkostninger spares.
Med vores forskning ønsker vi at teste vores mange biomarkører og screeningsværktøjer på også denne kohorte med en forventning om, at vores markører også her kan forbedre og præcisere udvælgelsen af patienter, der har behov for hurtig diagnostisk udredning.