​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Gruppe B streptokokker

​Gruppe B Streptokokker (GBS) er bakterier, som kan forårsage infektion i mange forskellige organer, f.ex. svælget, luftvejene, urinvejene, genitalt, på huden, i blodet eller i centralnervesystemet.​

​​​Forfatter
Nina Rise
Referent​
Isik S. Johansen
Dato
1. maj 2023​


​​​Gruppe B Streptokokker (GBS) er bakterier, som kan forårsage infektion i mange forskellige organer, f.eks. svælget, luftvejene, urinvejene, genitalt, på huden, i blodet eller i centralnervesystemet.

GBS er en del af normalfloraen i gastrointestinalkanalen, hvorfra de kan kolonisere vagina og urinblæren. Man kan også være bærer af GBS i svælget.

Mellem 10% og 30% af gravide kvinder er koloniseret med GBS i vagina, urinblære eller rektum. GBS er den anden hyppigste (ca. 30%) årsag til asymptomatisk bakteriuri hos gravide og årsag til 1%-5% af urinvejsinfektion (UVI) hos gravide.

På verdensplan er incidensen af neonatal GBS-sygdom, hvor barnet er blevet smittet i graviditeten eller perinatalt, estimeret til 0,5 per 1.000 levendefødte børn.

I Danmark forekommer ca. 30 tilfælde af alvorlig GBS-infektion hos nyfødte om året.​


​​Smitte med GBS kan ske ved dråbesmitte fra luftvejene eller ved direkte kontakt fra person til person, men hos gravide, som er urogenitalt koloniseret med GBS, sker smitte af barnet oftest via fødselskanalen.​

​Hos spædbørn skelnes mellem "early-" og "late-onset" sygdom, afhængig af smittevej. "Early-onset" GBS-sygdom skyldes vertikal smitte fra mor til barn in-utero eller perinatalt, mens "late-onset" GBS-sygdom skyldes horisontal smitte fra koloniserede personer i hjemmet, som har tæt kontakt til barnet.


​​GBS er kun sjældent årsag til sygdom hos immunkompetente personer. Hos gravide kan GBS forårsage UVI, som i sjældne tilfælde ascenderer til pyelonefritis og yderst sjældent giver anledning til bakteriæmi.

​Symptomer er feber og ved UVI dysuri, evt. pollakisuri og flankesmerter.


​​​Hos gravide skelnes mellem asymptomatisk GBS-bakteriuri og GBS-UVI.

Asymptomatisk GBS-bakteriuri er defineret som forekomst af GBS ≥104 Colony Forming Units (CFU)/ml i to urindyrkninger med mindst 24 timers mellemrum hos en kvinde uden UVI- symptomer (Figur 1).

GBS-UVI er defineret som forekomst af GBS ≥104 CFU i mindst en urindyrkning, samt UVI-symptomer i form af dysuri, evt. pollakisuri, flankesmerter og eventuel feber.

​GBS-UVI hos gravide er forbundet med en op til gange seks gange øget risiko for intrapartum GBS-kolonisering af fødselsvejen, samt en øget risiko for chorioamnionitis, barselsfeber og postpartum endometritis.


​​​GBS giver ikke symptomer hos fosteret. GBS-smitte i graviditeten kan føre til chorioamnionitis eller inflammation i placentamembranerne, hvilket øger risikoen for tidlig fødsel og fosterdød.

GBS er blandt de hyppigste infektionsagenser hos nyfødte, men i Danmark ses sjældent alvorlig infektion.

Ved "early-onset" GBS-sygdom opstår symptomerne hos det nyfødte barn i første leveuge og hos 90% indenfor det første døgn. De første symptomer kommer ofte fra luftvejene. Typiske manifestationer er bakteriæmi/sepsis (80%-85%), pneumoni (10%) eller meningitis (5%-10%).

Hvis barnet er født før uge 35, er risikoen for "early-onset" GBS-sygdom 10-15 gange højere i forhold til børn født senere. Mortaliteten er op til 30% hos nyfødte, født før uge 33, mens den er 2%-3% hos nyfødte født til termin.

​Ved "late-onset" GBS-sygdom opstår symptomerne efter den første leveuge og sygdommen har ofte et mildere forløb end "early-onset" GBS-sygdom. Det hyppigste kliniske billede er feber, irritabilitet og meningitis.


​​​Smitte med GBS fra den gravide til foster kan forekomme i sjældne tilfælde.

Ved ubehandlet GBS-bakteriuri med CFU ≥104/ml. lige op til fødslen, er risikoen for overførsel af GBS til barnet øget med 56% sammenlignet med ved CFU <104/ml.

​Ved vandafgang i >18 timer før fødsel øges risikoen for vertikal smitte. Kun 1%-2% af de ved fødslen smittede børn udvikler "early-onset" GBS-sygdom.


​​​I den danske svangreomsorg screenes rutinemæssigt for bakteriuri ved undersøgelse af urinen med stix ved første og anden graviditetsundersøgelse i almen praksis. Ved positiv urinstix for leukocytter eller nitrit sendes urinen til dyrkning.

Nye metoder til intrapartum screening for GBS med PCR-test er nu tilgængelig mhp. at målrette intrapartum antibiotisk profylakse til fødende med en positiv GBS PCR-test. Det er omdiskuteret, hvorvidt der skal tages prøver såvel fra vagina som fra rektum.​


​​​Diagnostisk af GBS-infektion hos fosteret er ikke relevant. ​


​​Ved klinisk mistanke til GBS-infektion hos det nyfødte barn stilles diagnosen gennem bloddyrkning og evt. lumbalpunktur. Yderligere udredning omfatter røntgen af thorax samt urindyrkning hos børn ældre >1 uge.


​​GBS-infektion i graviditeten behandles med antibiotika.

Antibiotikabehandling i graviditeten reducerer den gravides risiko for at udvikle pyelonefritis og invasiv GBS-infektion. Behandlingen reducerer ikke den gravides risiko for kolonisation på fødselstidspunktet og dermed heller ikke risikoen for neonatal infektion.

Ved påvist GBS-bakteriuri skelnes behandlingsindikationen mellem CFU </≥ 104/ml (Figur 1). Der gives altid besked til fødestedet. Sundhedsstyrelsen anbefaler behandling ved ethvert fund af GBS i urinen, mens Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) kun anbefaler behandling ved fund af CFU ≥104/ml. Litteraturen understøtter CFU > 104/ml. som udtryk for reel bakteriuri, mens mindre vækst anses som udtryk for kolonisering.

Ved CFU <104/ml: Ingen indikation for behandling eller kontroldyrkning. 

Ved CFU ≥104/ml: Ved fravær af symptomer udføres kontroldyrkning efter mindst 24 timer. Hvis fortsat CFU ≥104/ml. er der indikation for antibiotikabehandling.

Ved symptomer på UVI: tablet behandling med phenoxymethylpenicillin (eller nitrofurantoin ved verificeret penicillinallergi). Der er ikke indikation for kontroldyrkning.

Ved symptomer på pyelonefritis: Intravenøs behandling med antibiotika jf. lokale retningslinjer med kontroldyrkning af urin efter endt behandling.


​​​​Der er ingen vaccine mod GBS tilgængelig i Danmark.

Screening af gravide kvinder for GBS-kolonisation og brug af intrapartum antibiotika profylakse (IAP) til kvinder, som er koloniserede med GBS på fødselstidspunktet, kan reducere den perinatale smitte af GBS til barnet og forekomsten af "early-onset" GBS-infektion med 83%. Efter indførsel af IAP mod GBS i Danmark er incidensen af "early-onset" GBS-sygdom reduceret betragteligt fra 0,6 til <0,3/1000 levendefødte børn. Screening har ikke ændret på forekomsten af "late-onset" GBS-sygdom.

​Intrapartum antibiotika profylakse:

Ved positivt eller invalidt intrapartum PCR-testsvar anbefales IAP. Ved påvist GBS eller invalidt svar er ambulant fødsel ikke anbefalet, fordi barnet skal observeres 48 timer post partum.

​Behov for IAP vurderes ud fra et af følgende to regimer, afhængig af om lokale retningslinjer anbefaler brug af intrapartum PCR-test for GBS.

Der gives altid IAP til kvinder:

  • Som tidligere har født et barn med invasiv GBS-infektion eller ved mistanke om dette

  • Som er i præterm fødsel før uge 35+0​

Intrapartum PCR-test for GBS anbefales ikke, men IAP anbefales i følgende tilfælde:

  • Den fødende har haft GBS bakteriuri i nuværende graviditet

  • Gestationsalder ved fødsel < 37 uger

  • Den fødende har vandafgang > 18 timer

Intrapartum PCR-test for GBS anbefales og IAP anbefales ved GBS-positiv PCR-test:​

  • Den fødende har haft GBS bakteriuri i nuværende graviditet

  • Gestationsalder ved fødsel 35+0 – 36+6

  • Den fødende har vandafgang > 18 timer (undersøgelse med PCR-test udføres efter 14-17 timer, således at svaret på testen foreligger inden, der er gået 18 timer).

Flowchart fra Hangaard MH et al. Ugeskrift for Læger 2021;183:V12200968. Har du problemer med at se illustrtrationen kan du kontakte Center for Gravide med Infektion
Flowchart fra Hangaard MH et al. Ugeskrift for Læger 2021;183:V12200968.


​​Der er ingen restriktioner mht. amning for kvinder med GBS-infektion.​



Redaktør