​Der mangler generel information om sikker brug af antibiotika i graviditeten, fordi gravide kvinder tit bliver ekskluderet fra kliniske afprøvningsstudier pga. bekymringer om risiko for teratogen effekt.

De fleste antibiotika passerer placenta. Valg af antibiotika baseres derfor på de antibiotika, som har veletablerede sikkerhedsprofiler i graviditeten, og begrænset brug af potentielt teratogene antibiotika til tilfælde, hvor der ikke findes et sikrere alternativ.

Indikationen for antibiotikabehandling skal være velbegrundet pga. risiko for teratogen effekt, for tidlig fødsel og langtidsbivirkninger hos den nyfødte; f.eks. ændring i tarmmicrobiomet, astma eller atopisk dermatit.​

Ordination af antibiotika udgør den største del af receptpligtig medicin hos gravide, med urinvejsinfektioner, luftvejsinfektioner og seksuelt overførte infektioner som de hyppigste indikationer.​

​Faktorer som kræver opmærksomhed ved ordination af antibiotika i graviditeten:

1. ​Mulig teratogen effekt i forhold til trimester

2. Optimal dosis og varighed i forhold til den gravides stigende vægt og trimester

3. Resistensforekomst ved empirisk behandling

4. Interaktion med evt. anden medicin ​
   

​Generelt betragtes det sikkert at anvende penicilliner i hele graviditeten. ​

Til gengæld er der ikke tilstrækkelige data til at anbefale cefalosporiner, med undtagelse af cefalexin, som kan anvendes i hele graviditeten.

Både meropenem og ertapenem er de foretrukne carbapenemer ved alvorlige infektioner, hvor penicilliner ikke har tilstrækkelig effekt.

Af makrolider kan roxithromycin og azithromycin anvendes i hele graviditeten.

Der er dog en række antibiotika som er kontraindicerede pga. af potential teratogen effekt.

• Aminoglykosider er forbundet med både føtal og maternel oto- og nefrotoksisitet, men ingen strukturelle, anatomiske anomalier

• Fluorquinoloner skal generelt undgås i graviditeten pga. negativ effekt på knogle udvikling, men ciprofloxacin kan evt. anvendes hvis nødvendigt   

• Sulfonamider kan udgøre en lille risiko for neonatalle hjerteproblemer, læbe- eller ganespalte ved anvendelse i 1. trimester. Ved brug i 3. trimester findes desuden en teoretisk risiko for neonatal hyperbilirubinæmi og kernicterus primært hos præmature fødte børn. Sulfonamider bør derfor så vidt muligt undgås i graviditetens første trimester og tæt på fødslen. Såfremt alternativt antibiotika ikke kan anvendes, bør behandlingen suppleres med folinsyre.  

• Tetracycliner er kontraindicerede i 2. og 3. trimester pga. misfarvning af fosterets tænder og risiko for leverskade hos moderen.
  

Se komplet liste over antimikrobielle midler i graviditet (pdf)​

​De fleste almindeligt anvendte antibiotika, herunder penicilliner, cephalosporiner og makrolider, kan anvendes under amning uden væsentlig risiko for barnet, da udskillelsen i brystmælk er minimal og bivirkninger sjældne. 

Ved antibiotikabehandling af ammende bør følgende overvejes:​

1. Vælg præparater med veldokumenteret sikkerhedsprofil - Penicilliner og cephalosporiner foretrækkes.
   
2. Undgå unødig behandling og lang behandlingsvarighed.
   
3. Vær særlig opmærksom ved nyfødte og præmature - disse børn kan være mere sårbare over for eksponering via brystmælk.
   
4. Monitorér barnet ved brug af antibiotika med potentiel bivirkningsprofil - fx clindamycin, metronidazol, flouroquinoloner.
   
5. Ved absolut behandlingsindikation med et antibiotikum, der er kontraindiceret under amning, bør amning midlertidigt seponeres i behandlingsperioden.
   

• ​Promedicin, Graviditet - valg af antibiotika. https://pro.medicin.dk/Specielleemner/Emner/318031

• UptoDate: www.UptoDate.com ​​