Genoptræning fik Ernst fra sygesengen og op på cyklen efter en hjerneskade

En hjerneskade ændrede livet for Ernst og Ingelise. Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade hjalp Ernst tilbage til sit fysisk aktive fritidsliv.

​​​Ingelise og Ernst har rejseplaner for fremtiden.

68-årige Ernst og Ingelise er aktive pensionister, som dyrker motion og laver frivilligt arbejde for blandt andet det lokale plejehjem. En novemberdag i 2011 blev alt dette pludselig ændret, da Ernst var til den ugentlige badmintontræning med nogle kammerater. Midt i en kamp røg Ernst ind i en mur og slog hovedet så voldsomt, at han faldt bevidstløs om. En ambulance blev tilkaldt, og han blev kørt til akut behandling på Rigshospitalet. Ernsts kone, Ingelise, stod imens derhjemme og ventede med frokosten. 


- Jeg blev ringet op og fik at vide, hvad der var sket, og tog derefter direkte til Rigshospitalet. Jeg var meget chokeret, ja nærmest paralyseret, over at høre, hvad der var sket, forklarer Ingelise. 

Lægerne på Rigshospitalet fandt ud af, at Ernst havde fået en hjerneblødning i den ene side af hovedet ved slaget mod muren. Han blev opereret med det samme for at få det blod ud som trykkede på hjernen. 

Fra sengeliggende til små gåture

Ernst lå først på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet i en lille måned. Han var så medtaget, at han fik mad gennem sonde og kunne i starten hverken sidde, stå eller gå. Efter tre uger og yderligere en operation vurderede lægerne, at Ernst var frisk nok til at komme i rehabilitering på Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade, som er en klinik, der behandler og genoptræner mennesker med svære hjerneskader. 

Som noget af det første i rehabiliteringsforløbet fik Ingelise og parrets søn tilbudt en samtale med afdelingssygeplejersken. Her fik de forklaret, hvordan det fremtidige forløb for Ernst ville se ud. Ingelise var meget glad for den modtagelse, Ernst og familien fik i klinikken.

- Vi fik at vide, at der ville gå et par måneder, inden Ernst kunne komme hjem. Der gik næsten en sort klap ned for mig. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan det kunne stå så slemt til. Det var svært at håndtere, fordi man er i en underlig panisk situation. Men personalet var rigtig gode til at tage imod os og fortælle, hvad der skulle ske fremover, fortæller hun. 

I Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade havde Ernst et dagligt program, som skulle hjælpe ham med at komme sig over ulykken. Sammen med et team af forskellige fagpersoner skulle Ernst lave øvelser, som både trænede fysikken, koncentrationen og hukommelsen. Nogle af øvelserne bestod blandt andet i at træne benene gennem forskellige maskiner, hvor han skulle cykle og gå. Andre af øvelserne trænede ham i at spise og holde ting selv. Der var også samtaler med en neuropsykolog, og hukommelsesøvelser med en ergoterapeut, hvor Ernst skulle læse noget og derefter genfortælle, hvad han havde læst.
  
Alle de forskellige øvelser hjalp i den grad Ernst. På små to måneder gik Ernst fra at være sengeliggende til at kunne sidde i en kørestol og derefter gå lidt rundt med en rollator. 

Et hjælpsomt personale 

Ernst brød sig ikke om at være indlagt på hospitalet. Han havde derfor heller ikke lyst til at skulle bo i Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade, imens han var i rehabilitering. Ingelise og Ernst havde en oplevelse af, at personalet i klinikken var gode til at håndtere, at Ernst egentlig ikke ønskede at være der. De sørgede blandt andet for at gå ture, da Ernst begyndte at kunne gå igen, og Ernst knyttede sig især til en af de tilknyttede fysioterapeuter.

- Vi havde et rigtig godt ping-pong sammen. Selvom jeg nogle gange godt kunne blive sur på ham, fordi øvelserne han ville lave med mig gjorde ondt, så kunne vi grine af det. Han sagde til mig, at vi skulle gøre mig til en ung mand igen, og sagde hver gang vi mødtes: nåh mester, hvad skal vi så lave i dag, fortæller Ernst.

Ernst og Ingelise oplevede generelt, at klinikken gjorde meget ud af at skabe socialt liv blandt de indlagte. Der var blandt andet sang og musik engang i mellem, og der var en opholdsstue, hvor man kunne læse blade og spise sammen. Selvom Ernst ikke deltog i alle aktiviteterne, synes de begge, at initiativerne var med til at skabe en god stemning i klinikken. Ingelise deltog desuden i en pårørendegruppe i klinikken, hvor de pårørende kunne mødes og tale om deres situationer med ligesindede.

Ernsts fysiske tilstand blev bedre og bedre som rehabiliteringen skred frem. Fire måneder efter ulykken i badmintonhallen vurderede klinikken, at Ernst var klar til at komme hjem og fortsætte genoptræningen gennem kommunen og egen læge. Da Ernst skulle forlade klinikken blev der holdt stor afsked, hvor alle læger, sygeplejersker og patienter, der havde lyst, deltog. Der var musik, og Ernst holdt tilmed en lille tale for klinikken. 

Tilbage til en næsten normal hverdag 

I dag er Ernst tilbage til sine mange fritidsaktiviteter. Sammen med Ingelise cykler og går de lange ture.  De vurderer, at deres hverdag er ca. 75 % den samme som inden ulykken. Ernst har stadig problemer med koncentrationen og kan nemt blive forvirret, når han er i større selskaber, men de er begge enige om, at meget er som før ulykken. 

- Der er stadig nogle småting, som ikke er helt på plads endnu. Tidligere rejste vi meget, men det venter vi også lidt med endnu. Vores planer er dog, at vi helt sikkert skal af sted igen, fortæller Ingelise.

Et år efter Ernst blev indlagt, var han til kontrolbesøg i klinikken. Her skulle både han og Ingelise til opfølgende samtaler med personalet, og lægen skulle tjekke Ernst helbred. Lægerne kunne herefter konkludere, at alt så fint ud, og at Ernsts rehabilitering gik som det skulle.

Både Ernst og Ingelise er meget glade for det forløb de har haft med Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade. De lægger vægt på, at det var et trygt sted at være, og at de følte, de fik en rigtig god og professionel behandling. 

- Jeg er helt sikker på, at forløbet i klinikken har hjulpet os til der, hvor vi er i dag. Ulykken har fyldt meget de sidste par år og fylder også stadig meget. Men jeg bliver ofte positivt overrasket, når jeg kan se, at det går bedre og bedre for Ernst. Vi har det godt, selvom vi endnu ikke er oppe på de 100 % og er glade for, at vi igen har en aktiv hverdag, siger Ingelise. 
Redaktør