Professionel hjælp og intensiv genoptræning hjalp Bjørg tilbage til en god hverdag

Fem-årige Bjørg fik kraniebrud og en mindre hjerneskade, da hun kom ud for en busulykke på vej tilbage til Østerbro fra hendes udflytter børnehave i Hundested. Efter en indlæggelse med intensiv genoptræning fokuseret på Bjørgs behov og interesser er hun og hendes familie nu tilbage i en normal hverdag

​​​​​Karina, Nanna og Mads med Bjørg, som fik en hjerneskade efter en trafikulykke​.

​Den 24. januar 2012 var Bjørg på fem ude for en bussulykke, da hun var på vej hjem fra sin udflytter børnehave i Hundested til Østerbro med børnehavebussen. Bussen forulykkede da en modkørende bil kørte frontalt ind i dem, og bussen gled ned af en skrænt. Bjørg fik et mindre kraniebrud og skade på hj​ernen. Hun var bevidstløs da hun blev kørt til Rigshospitalet. En lille uges tid efter ulykken blev hun overflyttet til Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade.

Professionel velkomst til klinikken

Familien Udby/Laugesen følte, at de blev mødt utrolig positivt af personalet på Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade, da Bjørg blev overflyttet til klinikken efter at have været indlagt på Rigshospitalet efter ulykken. Et team af specialister tog imod, en stue var gjort klar til Bjørg, og personalet foreslog dem at tage masser af personlige ting med og indrette stuen, så Bjørg ville føle sig hjemme. 

I starten var Bjørg kun vågen 10-20 sekunder af gangen. Alligevel oplevede Karina og Mads at personalet begyndte at arbejde med Bjørg med det samme, f.eks. ville de have hende op at sidde.

- Fra overhovedet ikke at være ude af sin seng hele den første uge så starter det med, at de vil have Bjørg op at stå og sidde, og en sygeplejerske fik hende til at grine, hvilket var utrolig dejligt, fortæller Karina.
  
Bjørg havde voldsomme spastiske bevægelser i kroppen, hvor arme og ben kørte rundt mens hun lå og sov. Personalet forsøgte at afhjælpe dette ved at lejre puder i sengen omkring Bjørg. Metoden blev udført meget professionelt af hele personalet.  

- Lejring var noget, fysioterapeuter og ergoterapeuter vidste noget om, men alle på klinikken kendte til teknikken. Når jeg ringede i snoren om natten kunne alle ligge puderne på den korrekte måde ligesom fysioterapeuterne og ergoterapeuterne. Det var enormt professionelt og det var trygt at opleve, at teknikkerne og kommunikationen personalet imellem virkede, fortæller Karina.

Genoptræning blev tilpasset Bjørg 

Mens Bjørg var indlagt på Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade var hun igennem intensiv genoptræning. Hun skulle starte med at lære rigtigt mange ting igen, fordi mange af hendes evner var forsvundet. Hun fik logopædi (talepædagog), fysioterapi, ergoterapi og neuropsykologi. 

- Til at starte med var ergoterapien meget fokuseret på hendes synkebevægelse og mundretorik, fordi hun ikke havde så megen kontrol over sin krop. Fysioterapien handlede om at ligge ned på en madras og blive tumlet lidt med. Til sidst, da hun var blevet stærkere, var hun ude og hoppede i trampolin, øvede sig i at gå op og ned af trapper og cykle igen, fortæller Mads. 

- Personalet var meget gode til at få tilpasset genoptræningen til Bjørg og spurgte meget ind til hendes interesser. På den måde syntes Bjørg også bedre om genoptræningen. Bjørg kan f.eks. rigtig godt lide at være i køkkenet, så ergoterapeuten fik meget hurtigt drejet sin træning over på køkkenaktiviteter. De bagte småkager og kager. Derudover kan hun godt lide at cykle, og på et tidspunkt blev hendes cykel hentet ind på hospitalet, hvor Bjørg cyklede i nogle lange gange i kælderen, med fysioterapeuten løbende ved siden af cyklen, supplerer Karina. 

Personalet var meget opmærksomt på, at de ikke kun var Bjørg der var i behandling men hele familien. For eksempel var de gode til at involvere Bjørgs storesøster, Nanna, i forløbet. 

 - Der var også fokus på Nanna, når hun var på hospitalet. Der var altid plads til hende. Nanna kom nogle gange under genoptræning, og der tog de hende faktisk med i aktiviteterne, hvis det kunne lade sig gøre. Det var rigtigt fint, så hun ikke følte sig mere alene og udenfor end hun behøvede at gøre, siger Mads.  

Lige så stille og roligt begyndte Bjørg at få det bedre. Omkring tre uger efter ulykken begyndte Bjørg at sige de første ord igen. Fra at der ikke skete så meget, var der pludselig stor fremgang i løbet af en uge. 

- Jeg kan huske, at det var i vinterferien, og Nanna var taget til Jylland med sin farmor og farfar om fredagen. Da hun vendte tilbage om torsdagen, taler lillesøster, lillesøster går og alt muligt andet, så det skete lige pludselig, siger Karina.
  
Personalet i klinikken har en bestemt måde at kommunikere på. De forholder sig kun til nuet og udtaler sig aldrig om fremtiden. De forholder sig kun til, hvordan det går med barnet lige her og nu. De taler kun om fremtiden til behandlermøderne.

- Det kan være meget frustrerende hvis man ikke overgiver sig til, at de aldrig taler om fremtiden. Der handler det om at acceptere, at sådan er det bare og forsøge at hvile i det. På samme måde skal man også have tillid til dem og vide, at de er eksperterne og ikke modarbejde dem. Når man gør det, kan man bedre slappe af, siger Mads.   

Forældrene følte sig trygge ved personalet 

Karina og Mads var utroligt glade for de behandlermøder, som fandt sted i klinikken ca. hver 14. dag. En repræsentant fra kommunen, hospitalets socialrådgiver, neuropsykologen, lægen og de andre, som var en del af Bjørgs team, var med. Her gennemgik man Bjørgs tilstand og hvad der herefter skulle ske. Derudover blev der også drøftet nogle mere praktiske spørgsmål. Karina og Mads syntes, at personalet var gode til at koordinere det sådan, at Bjørg kunne blive passet mens forældrene var til møde. Hidtil havde de undgået at forlade Bjørg begge to på en gang, men nu følte de sig trygge ved at lade personalet tage over under mødet.

- Personalet spurgte blandt andet om vi havde overvejet at få en advokat ind over, de havde en liste over emner. Det havde vi slet ikke tænkt på. Det var enormt rart, at vi kunne fokusere på vores barn og ikke på praktiske ting, siger Karina. 

Da det gik rigtigt godt med Bjørg besluttede klinikken efter en tre ugers tid, at familien kunne komme hjem på weekendbesøg. Da weekendbesøget blev evalueret, vurderede personalet, at Bjørg sagtens kunne klare dette, så i starten af marts fik de lov at blive dagpatienter. 

- Det er ikke noget hospitalet normalt gør, men det var rart, at personalet havde overskuddet til at se på vores situation og sige, at vi altså har en familie, der skal fungere, siger Mads. 

Fra koma til backpacking i Sri Lanka 

Bjørg fungerer fint i dag og kan både tale og gå, og hun går som planlagt i børnehaveklasse sammen med sine kammerater fra børnehavnen. Hun bliver dog stadig hurtigt ekstremt træt, hvilket er meget normalt for folk, der har fået så alvorlige skader i hovedet, så det er meget vigtigt at lade hende trække sig i tide.  Forældrene Mads og Karina er meget glade for hele behandlingsforløbet og glade for, at deres datter er så tæt på at være den samme som hun var før ulykken, en glad seksårig pige som leger med sin storesøster og sine venner. Et års tid efter ulykken var Bjørg endda på backpacking ferie i Sri Lanka med sin familie, hvilket gik fint.  

Udover at blive hurtigt træt har Bjørg kun nogle diskrete mén efter ulykken. De kan håndteres, og hun får et godt, normalt liv, men hjernen er ikke færdigudviklet, så man ved ikke, om der kan komme nogle større udfordringer til på længere sigt. Derfor skal hun gå til kontrolmøde en gang om året indtil hun er i starten af 20’erne hos en børneneurolog, som både er på Børneafdelingen og Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade.​
Redaktør