Robot skal hjælpe lammede patienter på benene

Erfaringer viser at en hurtig og intensiv genoptræning, har stor betydning for mennesker med lammelser, forårsaget af fx ulykker med slag mod hovedet eller en blodprop i hjernen. Den tidlige genoptræning er afgørende for hvor meget patienten generhverver sin førlighed. 

Regionen satser på genoptræning

Som et led i regionens satsning på at styrke genoptræning af patienter, der har fået en hjerneskade, tog vi i starten af 2013 i Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade, en gang-robot i brug. Den skal hjælpe patienterne med at stå og gå igen.​
 
Bedre træning tilpasset patienten
Gang-robotten åbner helt nye muligheder for patienter med lammelser efter skader på nervesystemet. Tidligere har genoptræningen været begrænset af den enkelte patients behov for hjælperedskaber og fysisk støtte fra flere af vores medarbejdere, når de fx skulle hjælpes til at tage nogle skridt. 

Med gang-robotten har vi nu mulighed for at intensivere træningen og træningsmængden til det niveau som hver enkelt patient har brug for. 

Motiverende genoptræning

De fleste af vores patienter kommer direkte fra en intensiv afdeling. Mange af dem kan ikke stå og gå ved egen hjælp, og tåler ikke at stå i oprejst stilling. Så snart at de kan tåle at stå i oprejst stilling, går vi i gang med genoptræningen.

Gang-robotten består af et løbebånd, en sk​ærm og selve den del som holder patienten i oprejst stilling. Når patienten skal træne, spændes han eller hun fast i maskinen ved hjælp af seler og skinner, som hjælper til at bevæge patientens ben. 

Styrken hvormed robotten hjælper patienten med at bevæge benene, kan reguleres, således at den tilpasses patientens fysiske niveau efterhånden som det udvikler sig.

På skærmen, som er placeret foran patienten, motiveres han eller hun til at løse nogle opgaver, som kræver at patienten bevæger sine ben. Under hver træning overvåger medarbejderne patientens muskelstyrke og træningens effekt ved hjælp af robottens censorer.

Formålet er at få patienten ud af hospitalssengen og ind i et virkelighedsnært miljø, som motiverer dem til at træne. Hvis patienten lægger al sin energi i at træne og genvinde sin førlighed, så er han eller hun et stort skridt nærmere, at kunne opnå et selvstændigt liv.

Ny teknologi

Teknologien omkring vores gang-robot er stadig meget ny. Derfor findes der kun en meget begrænset mængde viden på området. Det er derfor et område, hvor vi kan bidrage til udviklingen med forskning og erfaring. Derfor uddanner vi vores medarbejdere til at bruge teknologien, samtidig med at vores forskningsenhed er engageret i projektet.

Yderligere informationer

Ledende terapeut Hanne Munk 
Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade​
Hvidovre Hospital
Telefon: 38 62  2860 
Mail: hanne.munk@regionh.dk ​​

​Personfølsomme henvendelser

Hvis din henvendelse indeholder CPR-nummer, adresse eller oplysninger om helbredsforhold (personfølsomme oplysninger) skal du bruge sikker digital post.
Læs mere om sikker digital post på borger.dk
Redaktør