Risikoen for livmoderhalskræft
Livmoderhalskræft er en alvorlig kræftsygdom. Omkring 350 kvinder får stillet diagnosen årligt. Risikoen for at udvikle livmoderhalskræft er mindst hos kvinder, der deltager i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft.
Livmoderhalskræft og HPV
Livmoderhalskræft skyldes Human Papillomavirus (HPV). HPV er en virus der overføres ved seksuel kontakt. Der findes mere end 100 HPV-virus typer, men der er kun få, 13, der kan give livmoderhalskræft. Stort set alle voksne mennesker har været smittet med HPV på et tidspunkt i deres liv.
Man opdager sjældent selv, at man er smittet med HPV, da en HPV-infektion ofte ikke giver symptomer. Vores krop bekæmper selv en HPV-infektion lidt ligesom, hvis vi har fået en forkølelse.
Kronisk HPV infektion kan give livmoderhalskræft
Hos nogle kvinder forsvinder infektionen ikke af sig selv. En kronisk infektion med HPV kan forårsage celleforandringer i livmoderhalsen, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Der går mange år, fra man bliver smittet med HPV, til at infektionen kan give livmoderhalskræft. I Danmark er livmoderhalskræft hyppigst blandt yngre kvinder i alderen 35-44 år, men alle kvinder har en risiko.
Screening og vaccination for HPV
Det er muligt at forebygge livmoderhalskræft gennem vaccination mod HPV og ved at deltage i screening for livmoderhalskræft.
Læs mere
Du kan læse mere om livmoderhalskræft og screening på Sundhedsstyrelsens hjemmeside