Har du en fysisk funktionsnedsættelse eller en psykisk lidelse?

​Som kvinde med en fysisk funktionsnedsættelse eller en psykisk lidelse kan det at deltage i screening for livmoderhalskræft være svært eller umuligt. Derfor har du mulighed for at anvende en HPV-hjemmetest til at blive screenet for livmoderhalskræft. 

HPV-Hjemmetest: For kvinder med en fysisk funktionsnedsættelse eller en psykisk lidelse

Fælles for begge grupper af kvinder er, at Region Hovedstaden tilbyder muligheden for at blive screenet med en HPV-hjemmetest.

Er du kvinde mellem 23-64 år gammel, er du bosiddende i Region Hovedstaden og har du en fysisk funktionsnedsættelse eller psykisk lidelse, kan du modtage en HPV-hjemmetest i samråd med din egen læge. Du kan selv vælge, om testen skal sendes til din private adresse eller for eksempel til din egen læge.

Testen kræver ikke en gynækologisk undersøgelse og den kan tages alene i dit hjem eller du kan tage den med hjælp fra sundhedspersonale. En HPV-hjemmetest er ligeså god til at teste for HPV, som en test taget hos egen læge.

Læs mere om tilbuddet om en HPV-hjemmetest

HPV-Hjemmetest, hvordan?

HPV-hjemmetesten består af en lille blød plastikbørste, der minder om en tampon med indføringshylster. Med testen følger en udførlig vejledning til, hvordan du tager testen. Med testen modtager du også en adresseret og frankeret returkuvert. Når du har taget testen, lægger du børsten i returkuverten og sender den til Region Hovedstadens patologiafdeling på Hvidovre Hospital.

Læs vejledning om brug af hjemmetesten

Hvornår og hvordan får jeg svar på testen?

Indenfor 10 dage efter vi har modtaget HPV-hjemmetesten på laboratoriet, får du svar via e-Boks, www.sundhed.dk, og Min sundhedsplatform. Vi sender samtidig en kopi af svaret til din egen læge. Har du ikke e-Boks, sender vi svaret til dig per brev.

Viser testen, at du har HPV, anbefaler vi en opfølgende undersøgelse i samråd med egen læge. Hvis testen er negativ, skal du ikke gøre yderligere.

HPV-testen er frivillig

Du kan bestille testen, hvis du bor i Region Hovedstaden. At modtage tilbuddet om HPV-hjemmetest er naturligvis frivilligt, gratis og underlagt hospitalets tavshedspligt.

Hjælp os med at blive bedre

Vi arbejder løbende på at forbedre og tilpasse screening for livmoderhalskræft til dig. Vil du hjælpe os med at blive bedre og har du en fysisk funktionsnedsættelse og/eller en psykisk lidelse? Så håber vi, at du vil hjælpe os ved at besvare vores spørgeskema


Redaktør