Børneortopædkirurgien på Hvidovre Hospital dækker et optageområde på ca 600.000 indbyggere. Afdelingen har hovedfunktion for udredning og behandling af en lang række almindelige sygdomme og mindre deformiteter i bevægeapparatet hos børn. Afdelingen har regional funktion for behandling af medfødt hoftedysplasi hos børn under ½ år og ikke-operativ behandling af rygskævheder (skolioser).
Afdelingen har én fastansat ortopædkirurgisk speciallæge, der behandler børn i samarbejde med børneortopædkirurgisk enhed på Rigshospitalet. Der er en speciallæge fra Rigshospitalet, der har daglig funktion på Hvidovre Hospital.
Patienterne bliver i forbindelse med operationer indlagt på Børneafdelingen og tilses dagligt af børneortopædkirurgerne. Ambulante undersøgelser og kontrol efter kirurgi foregår i Ortopædkirurgisk Afdelings Ambulatorium 333.