Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​

Kontrolprogrammer og behandling

Forebyggende kontrolprogrammer anbefales til alle risikopersoner i familier med arvelig tarmkræft. Risikopersonerne udpeges af en genetiker under en genetisk rådgivning, hvor familiens cancerhistorik gennemgås. Kontrolprogrammet afhænger af familietypen, cancerhistorikken og slægtskab til familiemedlemmer med kræft.

Lynch syndrom

Familiemedlemmer, der bærer den sygdomsfremkaldelse genetiske variant, kan blive tilbudt livslange kontrolprogrammer, der starter fra 25-årsalderen. Kontrolprogrammerne indebærer en fuld kikkertundersøgelse af tyk- og endetarm hvert andet år. Derudover tilbydes kvinderne andenårlige kontroller af livmoderslimhinden fra 35-årsalderen bestående af vaginal ultralydsscanning og evt. biopsi. 

For familier med særlig mange tilfælde af kræft i urinvejene kan man tilbyde andenårlige kontroller af urinvejene med urinsticks (for analyse af blod i urinvejene), urincytologi og ultralydsscanning af nyrerne. Ligeledes tilbydes kontroller for hudtumorer i familier, hvor risikoen for denne tumortype vurderes særligt høj.

Fakta-ark om Lynch syndr​om (pdf)

Familiær kolorektal kræft

Da man ikke kender den sygdomsfremkaldende genetiske variant, der forårsager den øgede risiko for tarmkræft i familier med familiær kolorektal kræft, tilbyder man livslange kontroller af alle familiemedlemmer, der har haft tarmkræft og til deres førstegradsslægtninge. 

Kontrolprogrammet inkluderer 5-årige kikkertundersøgelser af hele tyk-og endetarm. Starttidspunktet kan variere afhængigt af familiens cancerhistorik og starter typisk 10 år før den tidligste cancerdiagnose i familien, men ikke senere end 50 år.

Fakta-ark om Familiær kolorektal kræft (pdf)

Let øget risiko

Da man ikke kender den sygdomsfremkaldende genetiske variant, der forårsager den let øgede risiko for tarmkræft i familier med let øget risiko klassifikationen, tilbyder man kontrol af individer med en tarmkræftdiagnose og deres førstegradsslægtninge. 

Individer, der har haft tarmkræft bør følge de nationale retningslinjer for opfølgning efter tarmkræftdiagnose, mens deres førstegradsslægtninge tilbydes en enkelt kikkertundersøgelse af hele tyk-og endetarmen, når de fylder 50 år. Herefter anbefales det at følge det nationale tarmkræft-screeningsprogram med afføringsprøver hvert andet år.

Fakta-ark om Let øget risiko (pdf)

Kirurgi

Omfanget af det kirurgiske indgreb ved fund af cancer i tyk- og/eller endetarm, kan variere afhængigt af den arvelige disposition for tarmkræft,som løber i familien.

Se de nationale retningslinjer for operation ved arvelig tarmkræft (link går til DCCG)

Profylaktisk kirurgi hos patienter uden påvist cancer anbefales ikke generelt, men kan være relevant hos udvalgte Lynch syndrom familiemedlemmer med nedarvet sygdomsfremkaldende genfejl, hvis endoskopisk screening ikke er muligt.​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden