Lindrende medicin til koloskopi

Da en koloskopiundersøgelse kan være forbundet med ubehag og smerter, vil du blive tilbudt at få smertestillende og beroligende medicin. Medicinen gives gennem et lille plasticrør (drop), som lægges i en blodåre i armen.

Du skal være opmærksom på, at hvis du får beroligende eller smertestillende medicin til undersøgelsen, må du de næste 24 timer ikke køre bil, cykle eller betjene farlige maskiner. Da medicinen kan påvirke dømmekraften og hukommelsen anbefales det, at du f.eks. ikke træffer juridisk bindende beslutninger samme dag. Det kan også for nogen være en god idé at have en pårørende med til at følge sig hjem.

Alle endoskopiske hospitalsafdelinger tilbyder smertestillende og beroligende i forbindelse med en koloskopiundersøgelse, som beskrevet ovenfor. De fleste klarer sig fint med dette, men enkelte oplever, at undersøgelsen til trods for smertestillende og beroligende medicin er meget ubehagelig og/eller smertefuld. Hvis tanken om tidligere undersøgelser fylder for meget og skaber megen angst, bør bedøvelse med Propofol overvejes. Propofol er et kortvarigt virkende bedøvelsesmiddel, der blandt andet bruges, hvis en undersøgelse opleves som særlig ubehagelig.

Det er vigtigt at undersøge muligheden for Propofol bedøvelse, hvis man ikke kan overskue at skulle igennem endnu en koloskopi. Det er ikke alle hospitaler i hver region, der tilbyder bedøvelse i forbindelse med en koloskopiundersøgelse. Der er frit sygehusvalg og du kan bede om at blive henvist til et sted, der tilbyder Propofol bedøvelse. Dette skal aftales på forhånd med afdelingen, hvis du ønsker at blive bedøvet.

Hvis du får lavet undersøgelsen hos en privatpraktiserende speciallæge, vil det som oftest ikke være muligt at blive bedøvet.

Redaktør