Hvis der er fundet en forandring i et af reparationsgenerne, er det muligt at teste øvrige familiemedlemmer. HNPCC registret og den klinisk genetiske afdeling kan hjælpe med at informere de øvrige familiemedlemmer om muligheden for dette.
Hvis din familie har arvelig tarmkræft uden forandring i reparationsgenerne, anbefaler vi, at alle børn, forældre og søskende til én, der har haft tarmkræft, følger det forebyggende kontrolprogram. Fætre, kusiner, onkler og tanter skal kun i kontrol, hvis de selv er børn, forældre eller søskende til et familiemedlem der har haft kræft.