Hvordan skal man fortælle det?

Vi ved ikke meget om, hvordan man bedst fortæller børn om at der er en arvelig risiko for kræft i familien. Der er lavet nogle få undersøgelser, som kommer med bud på hvad der er vigtigt at overveje, når børn skal informeres om risiko. Her peges der på at man selvfølgelig skal tage hensyn til barnets alder og modenhed, men man skal også overveje, hvad man vil opnå med at fortælle barnet om det på det pågældende tidspunkt. Så skal man overveje, hvordan man vil fortælle det, hvad man vil sige og om man selv ved nok til at forklare det.¨

Kræftens bekæmpelse har udgivet en arbejdsbog til børnefamilier, hvor mor eller far rammes af kræft. 


Det er forhåbentlig ikke relevant i jeres familie, men der er nogle gode overvejelser og råd som måske kan være til hjælp når børn skal have at vide at der er arvelig kræft i familien.

Vi vil her videregive nogle at de pointer fra bogen, som mere generelt handler om information til børn om svære emner, og vi vil kommentere dem i forhold til den viden vi har for nuværende i registret:

Børn ved i dag mere om kræft og andre emner end tidligere, og vores syn på hvad børn skal vide har ændret sig. Vi skjuler ikke så meget for dem mere og vi er blevet bedre til at informere dem om hvad der sker i de voksnes liv.


Når vi har talt med både unge og voksne i forbindelse med noget af vores forskning i HNPCC registret, er det tydeligt, at der er stor forskel på hvordan familier håndterer information til børn. Nogle forældre fortæller ikke børn om familiens risiko, fordi de ikke mener, at det er godt for børn at skulle bekymre sig om noget, som ikke er aktuelt for dem lige nu. Andre forældre er mere åbne og forklarer børnene, hvad det handler om, hvis de f.eks. oplever at en forælder render på toilettet hele tiden og ikke spiser aftensmad med familien i forbindelse med udrensning til koloskopi. Vi kan ikke sige om det ene er bedre end det andet. Det afhænger helt af den enkelte familie.


Kræftens bekæmpelse skriver følgende omkring svære samtaler:

Ofte kan vi tro, at vi hjælper hinanden bedst ved ikke at tage fat på de svære emner, især når børnene er til stede. ….. Vi kan også blive usikre, fordi børnene signalerer til os at de ikke vil snakke. Men det er os som voksne, der må tage ansvaret og invitere barnet til at snakke.


Bo Snedker Boman, som er psykolog med lang erfaring med familier med kræft siger at man ikke skal forlange at børnene skal svare og kommentere, hvis man fortæller dem noget, der kan være svært at kapere. Men man kan insistere på at de lytter til én.


Vi har talt med unge, der har kendt til familiens risiko siden de var børn. De fortæller, at de fik svar på deres spørgsmål, når de selv spurgte, f.eks. i forbindelse med at deres forældre skulle til undersøgelse eller der var sygdom i familien. Andre kunne fortælle at de fik at vide at de måske også selv skulle gå til de undersøgelser, når de blev voksne.  På den måde blev det til "at sådan er det i vores familie". 


Hvis du, når du læser dette, har kommentarer eller gode råd til andre forældre om at skulle informere børn om risiko, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan enten skrive en mail til Sygeplejerske og seniorforsker ved HNPCC registret Helle Vendel Petersen på helle.petersen.02@regionh.dk eller poste det på Facebook gruppen HNPCC forum, hvis du er medlem. 


Redaktør