Kan Rebozo få barnet til at vende sig?

Rebozo som vendingsmetode ved sædepræsentation

​Formål med un​dersøge​lsen

Studiets formål er at undersøge, om brug af rebozo og sideløbende “hjemmeøvelser” ved sædepræsentation inden vendingsforsøget vil øge forekomsten af hovedpræsentationer ved fødslen og dermed formindske antallet af planlagte kejsersnit.

Forløbet af undersøgelsen

Efter at vi har sikret os, at barnet ligger i underkropsstilling, afgøres det tilfældigt, om du er i rebozogruppen (interventionsgruppen) eller om du får sædvanlige behandling, dvs. bliver tilbudt et vendingsforsøg 3-5 dage senere. Hvis du er i interventionsgruppen, instruerer projektjordemoderen dig og din partner i at udføre øvelser med rebozo, som også skal laves derhjemme - tre gange om dagen i tre til fem dage. Hvis ikke barnet har vendt sig spontant i løbet af ugen, tilbydes du et vendingsforsøg på sædvanlig vis. Som en del af undersøgelsen skal du udfylde et spørgeskema før og efter behandlingen.

Baggrund for undersøgelsen 

Sædepræsentation forekommer i ca. 3-5% af alle graviditeter til termin. Sædefødsel er mere kompliceret for barnet end fødslen af et barn i hovedstilling. Børn i sædepræsentation bliver derfor i Danmark oftest født ved planlagt kejsersnit. Planlagt kejsersnit kan imidlertid også have komplikationer for både barn og mor. Derfor vil man helst vende barnet fra en underkropsstilling til hovedstilling, inden fødslen begynder. Normalt benyttes vending udefra, hvor lægen forsøger at skubbe barnet rundt. Succesraten for dette er ca. 50%, og alvorlige komplikationer forekommer i forbindelse med ca. 0.5% af vendingsforsøgene. En del kvinder oplever ubehag og smerte i forbindelse med vendingsforsøget.

Rebozo er en almindelig metode fra Mexico, hvor jordemoderen med et tørklæde ’ryster’ den gravide kvindes bækken over flere omgange, således at det kombineret med forskellige øvelser får barnet til enten selv at vende sig, eller får det efterfølgende vendingsforsøg til at blive nemmere og med højere succesrate. Brugen af rebozo har de sidste årtier generelt vundet indpas på de danske fødegange og i fødselsforberedelsen med gode resultater.

Du kan læse mere på studiets hjemmeside www.rec​eivestudy.com​

 Patientpjece

​​
Redaktør