Du bliver indlagt i Gastroenhedens sengeafsnit, hvis du fx får en alvorlig leversygdom, din leversygdom forværres, du har brug for døgnobservation eller under udredning, hvor det er nødvendigt, at du er indlagt. Du kan også blive indlagt, hvis du skal forberedes til en behandling/undersøgelse eller observeres efter en behandling/undersøgelse.
Hvis du oplever udfordringer i forbindelse med din leversygdom, kan årsagen ofte findes og behandles, mens du er indlagt, så du hurtigt kan komme hjem til din dagligdag.
Mens du er indlagt holder vi øje med din temperatur, tager blodprøver og sørger for, at du får den behandling, du har behov for, og at du får nok at spise.
Du skal måske også behandles på andre afdelinger. Vi sørger for at hjælpe dig med at komme rundt, hvis det er nødvendigt.
Du er altid velkommen til at have en pårørende med.