Mød Helle, der i 2010 fik konstateret brystkræft og siden kom i behandling for lymfødem

​Her kan du få indblik i, hvordan Helle efter sin pludselige kræftdiagnose stod meget alene, men fandt et fællesskab hun kunne spejle sig i, og oplevede en behandler med et bredt fokus.


Helle havde ikke andre at spejle sig i, da hun fik konstateret brystkræft

 I 2010 fik Helle konstateret brystkræft. Diagnosen kom ud af det blå, og hun var samtidig den eneste i sin omgangskreds med netop brystkræft. Særligt i begyndelsen stod hun derfor alene med sin sygdom og havde ikke andres situation at spejle sig i som hjælp til at håndtere det.

"I 2010 får jeg konstateret brystkræft. Jeg var den eneste i min omgangskreds og min familie der havde brystkræft. Jeg havde intet hørt om brystkræft og folk havde sagt til mig at nej, du får ikke brystkræft, du bliver lige så gammel som din mor​mor. Men det kan man jo ikke vide. Og så som 47-årig at få sådan en brystkræft, det havde jeg ikke lige regnet med at det var det, jeg skulle fejle."

Helle kommer hurtigt i forløb på Rigshospitalet og får først kemobehandling for at reducere kræftknudens størrelse, og bliver siden opereret. Hun havde ikke på forhånd nogle forventninger til indholdet i den kommende behandling, men fulgte hele vejen lægernes råd og vejledning til de næste skridt i hendes forløb.

"Jeg havde ingen forventninger til mit forløb eller noget. Jeg kørte bare og fulgte lægerne. Når de sagde hvad der skulle ske, så accepterede jeg det bare og tænkte at ja, det er så det vi gør nu. Jeg har hele vejen stolet fuldstændig på dem jeg har mødt."

I årene der følger, er Helle først i behandling på Rigshospitalet og senere på Hvidovre Hospital. I kølvandet på operationen er der nemlig fulgt senfølger med og opstået lymfødem. Helle får bl.a. lavet kompressionsærmer der holder lymfødemet nede, men som tiden går, tager det alligevel til.

"Efter alle de her ting har jeg selvfølgelig fået nogle senfølger. Bl.a. fik jeg lymfødem, som egentlig har været tåleligt i mange år. Jeg har selvfølgelig haft de her kompressionsærmer, som jeg har benyttet, men jeg har ikke haft brug for at skulle gå med det hele dagen."

"Men så begyndte min arm at te sig lidt, og så tog jeg fat i Rigshospitalet og blev henvist til Hvidovre. Og det er så det forløb der har hjulpet og været rigtig godt for mig."​

Der arbejdes med mere end lymfødem

Da Helle starter forløbet på Hvidovre, er armen hævet meget op. Behandlingen hjælper hurtigt og med et løbende fokus på mere end bare selve behandlingen, falder hævelsen. Helle skal dog fortsat være opmærksom på, hvordan og hvor meget hun bruger sin arm for at holde lymfødemet i skak.

"Min arm er meget hævet. Hele min venstre arm er større end den plejer at være, og så kommer jeg jo i behandling. Men behandleren gør meget mere end bare at behandle. Han kommer også med gode fifs, hvor han sætter billeder på nogle ting, så de bliver mere nærværende. Og så har jeg også været igennem nogle bandageringsforløb ude ved ham for at prøve, om man kunne få min arm til at komme ned og blive mere normal end den har været i omkreds og sådan noget. Og det lykkedes og så afslutter jeg mit forløb."​

"Der er altid nogle ting, jeg skal være opmærksom på. Jeg kan ikke bare bruge min venstre arm som jeg vil, uden at den hæver op. Men det ved jeg jo, at hvis jeg bruger den for meget, så har det nogle konsekvenser. Men jeg bruger også min arm. Jeg kan jo ikke i dagligdagen bare sidde og sige at 'nej, jeg kan ikke lave noget'. Sådan er jeg ikke. Men jeg skal passe på med nogle ting. Og så bruger jeg mit kompressionsærme, som jeg stort set har på hele dagen dagligt."​

Positiv i et svært forløb

Helle har gennem hele sit forløb forsøgt at bevare positiviteten og troen på, at hendes situation nok skulle blive bedre. På Hvidovre bliver hun mødt med stor kompetence og føler sig godt behandlet af afdelingens terapeuter.

"Jeg har gennem hele mit forløb været meget positiv. Jeg har haft en tilgang til, at det skulle nok gå. Og så havde jeg en forventning om, at jeg kom ud til nogle fagfolk med indsigt og forstand på det her. Og det er helt klart også mit indtryk, at der er forståelse og indsigt og de ved, hvad det handler om."

"Jeg har en oplevelse af, at normalt når du går til læge eller er inden for den sektor, så er det noget med, at der er sat 10-15 minutter af til dig, og så bliver man bare sendt ud igen. Det er ikke den oplevelse jeg har haft ved terapeuten på Hvidovre. Jeg føler virkelig, at der er tid til den patient, som er der. Jeg føler ikke, at det er noget forhastet, og jeg har været meget begejstret for at komme."​

Da Helle i 2010 bliver opereret, begynder hun efterfølgende i et genoptræningsforløb. Her møder hun andre i samme situation som hende selv, og får mulighed for at dele nogle af sine egne tanker og bekymringer. Et fællesskab opstår, og det har siden været en aktiv medspiller i Helles forløb.​

”I forbindelse med mit kræftforløb tilbage i 2010, der går jeg til noget genoptræningsgymnastik. Der møder jeg andre piger, der har været nøjagtig det samme igennem som mig, og der er både nogle der har få​et lavet rekonstruktioner og implantater. De piger ses jeg stadigvæk med i dag, og vi har jo kunnet snakke sammen. Det er rigtig svært at snakke med folk, der ikke har været sådan et forløb som det her igennem. Så vi fire piger har været gode for hinanden og kunnet bruge hinanden.”
 
”Vi har jo kunnet sidde og sige de her ting til hinanden og mærket efter og hørt, hvordan de andre har haft det. Og der er også en af pigerne der, der har lymfødem. Så vi kan spejle os lidt i hinandens situation. Og når hun har det sådan, så er det ikke kun mig. Så det har været rigtig godt for mig i hvert fald”, slutter hun.​

Vil du vide mere?​​

Læs med her, hvis du vil læse om andre patienters forløb.​


Redaktør