Forstoppelse og besvær med at tømme tarmen

​Hvis du har problemer med forstoppelse og besvær med at tømme tarmen, kan du henvises til individuel fysioterapeutisk behandling.​

​Behandling

Forstoppelse og besvær med at tømme kan vise sig ved, at du sjældent har afføring eller ved, at afføringen ofte er hård, og at du ofte skal anstrenge dig for at tømme tarmen. Formålet med den fysioterapeutiske behandling er, at forbedre bækkenbundsmusklernes og lukkemusklens funktion og tarmens tømning. Ofte vil det dreje sig om at blive bedre til at slappe af i bækkenbunden og lukkemusklen. Du vil også blive instrueret i gode vaner i forhold til tarmtømning, og hvordan du mest hensigtsmæssigt sidder på toilettet, når du skal tømme din tarm.

​I forbindelse med behandlingen bliver du tilbudt undersøgelse af bækkenbunden og lukkemusklens funktion. Dette sker ved en undersøgelse i skeden og/eller endetarmen. Ud fra undersøgelsesresultaterne tilrettelægges den videre behandling, og du vil få udarbejdet et træningsprogram, som du skal træne efter derhjemme. Hvis træningen skal være effektiv, skal du regne med at træne hjemme på daglig basis.

Et behandlingsforløb består typisk af 3-5 behandlingsgange fordelt over 3-6 måneder.

Sam​arbejde

Behandlingen i Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling sker i et tæt samarbejde med læger og sygeplejersker fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital.​



Redaktør