Ingrid, Hørsholm

​Ingrid var med til fødslen af sit barnebarn nytårsaften og fortæller om oplevelsen på Fødeafdelingen.​

​​

Min datter havde inviteret mig med til fødslen af sit tredje barn, der havde termin den 31.12. Klokken 10.00 nytårsaftensdag ringede hun til Fødeafdelingen, da hun mente, at veerne var begyndt. Her fik hun at vide, at hun skulle hvile sig lidt og ringe igen senere. Klokken 13.00 ringede hun igen og måtte gerne komme ind.

 
Vi ankom til Fødeafdelingens modtagelse, og min datter sagde, hvem hun var. Alle kiggede op, og en sagde straks: ”Velkommen, det er mig du har talt med i telefonen”. Vi blev vist ned i et undersøgelsesrum, hvor der skulle køres ’strimmel’. Efter et par minutter kom jordemoderen og undersøgte, om fødslen var i gang - det var den. Der var langt til selve Fødegangen, men heldigvis var der en transportstol til min datter. På vejen derned mødte vi mange smil og opmuntring – ”sikken dejlig dag at føde”.
 
På fødestuen kom en ny jordemoder, som straks præsenterede sig. Min datter fortalte, at hun nok gerne ville have noget smertestillende, og jordemoderen sagde ”ja ja, det finder vi ud af”, og de forskellige remedier blev trukket op og gjort klar. Efter lidt flere veer var hun klar til at føde, og jordemoderen sørgede for, at det hele foregik på en meget professionel og en beroligende måde.
 
Det blev en lille nytårsprinsesse, og hun skulle først ligge en time på mors mave og lægges til bryst. Efter vejning og måling blev vi informeret om, hvilke hensyn der skulle tages i den lille familie efter hjemkomsten: Ikke en masse gæster, der skulle være ro - alle råd, der blev fulgt op af gode begrundelser.
Vi fik endda et hvilerum til den sidste times tid, hvor min datter kunne tage et bad og hvile sig lidt. Opfølgning fungerede også perfekt med opringninger og besøg som lovet.
 
Som nyslået mormor kan jeg bare sige tak! Tak for en helt igennem professionel og omsorgsfuld fødselsoplevelse - det kan kun være den bedste start på et lille nyt liv.
 
Redaktør