I videoen fortæller jordemoder Katrine Ellegaard om amning
I denne video fortæller jordemoder Katrine Ellegaard fra Hvidovre Hospital om amning og ammestillinger.
Der er flest, der ammer, men moderskabet sidder ikke i brysterne. Man er lige så gode forældre, hvis man vælger, eller det bliver sådan, at man vil ernære sit barn med en flaske.
Det giver god mening at amme
Mælken er lavet til det lille menneske og tilpasset dets behov.
Den allerførste mælk hedder colostrum eller råmælk og er meget fedtet. Man har kun omkring seks teskefulde af den. Den er fyldt med proteiner og antistoffer, så barnet får en tidlig immunisering. Det vil sige, at de bliver modstandsdygtige over for sygdom de første tre måneder af deres liv, fordi de får mors antistoffer ind gennem mælken. Efter de første tre måneder begynder deres krop selv at lave sine egne antistoffer.
Amning er et økosystem
Råmælken er helt tyk, gul og sød. Der er ikke ret meget af den, fordi vi har brug for, at barnet bliver sultent. De fleste børn taber sig en smule i de første dage efter fødslen, indtil mælken kommer. Så begynder de at tage på igen. Ca. 14 dage efter fødslen rammer de deres fødselsvægt igen.
Vi har brug for, at barnet bliver sultent, fordi amning er et fint økosystem, hvor det handler om udbud og efterspørgsel. Jo mere efterspørgsel, der er på mælken, desto hurtigere kommer den. Derfor skal barnet blive sultent, så mælken hurtigere kan komme.
De flotteste bryster i verden
Når mælken er løbet til – ofte på 3./4.-dagen – får I de flotteste bryster, så fotografer dem! De bliver kæmpestore og helt hårde, men også meget ømme, så lad være med at røre dem.
Barnet regulerer selv mælkeproduktionen
I skal blive ved med at lægge det lille menneske til, når mælken er løbet til, for så regulerer det selv produktionen. Det lille barn med en fødselsvægt på 2800g laver meget mindre mælk end barnet på 4500g.
Det er nemt, billigt og praktisk, den rigtige temperatur og den rigtige mængde. Samtidig ændrer sammensætningen i mælken sig, hvis barnet bliver sygt, så det indeholder nogle andre ting.
Ph.d. om amning har fire vigtige budskaber:
- Husk, at I er to. Hjælp hinanden med at få barnet til at ligge godt til amningen.
- Lig hud-mod-hud med jeres baby. Det styrer barnets temperatur og styrker deres blodsukker og fordøjelse.
- Barnet skal have fri adgang til brystet.
- Find en god ammestilling.
Både sundhedsplejersker, sygeplejersker og jordemødre hjælper jer ud fra disse fire ammeråd. Hvis det er svært at huske de gode råd, findes der en film på nettet, der hedder ”De fire ammebudskaber”.
Ammestillinger
I videoen viser Katrine fire ammestillinger. Nogle bruger aldrig mere end én, mens andre skifter stilling flere gange, mens de ammer. Det eneste vigtige er, at det fungerer for jer.
Du skal bruge tro, tillid og tid, når du ammer. Det er ligesom at lære at cykle. Man prøver, og man vælter, og det tager lang tid, men når først man har lært det, så virker det. Det er sjældent bare ligetil. Mange gør sig umage med at lære det. Sundhedsplejerskerne siger, at der går mellem tre og fire uger, før en amning er helt etableret.
Klassisk ammestilling
Barnet ligger mave-mod-mave med numsen en lille smule ud og en arm under mors ene bryst og en arm over. Hvis man lægger barnet på ryggen, drejer det hovedet, og så er det fuldstændig umuligt at drikke. Derfor er det vigtigt at lægge barnet mave-mod-mave.
Barnet skal også ligge med sin næse ud fra brystvorten, for så kan de åbne munden rigtig meget op og stikke tungen ud, så de får brystvorten langt ind i munden. De skal have noget af det brune område med ind i munden. Hvis de kun får fat ude ved brystvorten, får du ondt. Hvis teknikken ikke virker, og det bliver ved at gøre ondt, kan man stikke en lillefinger ind i mundvigen på barnet, når det skal slippe. Det danner nemlig vakuum, og det er ikke rart at prøve at hive et barn af, der danner vakuum.
Når barnet ligger mave-mod-mave, har næsen ud fra brystvorten og en rigtig åben mund, så kan man give det et lille let tryk på baghovedet, så det ved, hvilken vej det skal vende. Det lyder nemt, men de ligger tit og søger, det er snasket, og der er spyt og mælk. Derfor skal man også være to.
Tvillinge-ammestilling
Hvis man får to børn på samme tid, er man nødt til at lære at give dem mad på samme tid, for ellers får man aldrig sovet. Barnet ligger tæt ind mod dig, men vender den anden vej, så der er plads til to børn. De samme ting gør sig gældende i forhold til den åbne mund som i den klassiske ammestilling.
Laidback/halvt liggende halvt siddende
For mange er det den nemmeste stilling, når man starter. Her kommer barnet nedefra og kan selv finde op til brystet, hvis man giver det muligheden. Mor er halvt liggende halvt siddende. Stillingen er rigtig skånsom, hvis mor er bristet, da hun ikke sidder direkte op som i en klassisk ammestilling.
Liggende ammestilling
Denne stilling er god at bruge om natten, hvis man er heldig at have et lille menneske, der ikke nødvendigvis skal bøvse hele natten. Barnet ligger ved siden af jer, og når det vågner, taget I dem over og lægger det til. Sørg for at lægge en sammenrullet stofble eller en dyne bag barnets ryg, så det ikke vælter om på ryggen. Herfra er det fuldstændig det samme, som når du sidder op.
I kan se, når de sutter rigtigt
Man kan se på siden af barnet, når det sutter rigtigt. Hvis I selv lægger en finger på jeres kæbe og åbner, kan I mærke, at jeres kæbe arbejder. Det samme kan I med jeres lille menneske. Hvis I lægger jeres finger på barnets kæbe, når det spiser, er det et fint tegn på, at det har ordentligt fat, og underlæben er ude.
Amning må ikke gøre ondt
Amning må føles intenst det første minut, og så skal det klinge af. Hvis det ikke gør det, er der nogen med teknikken, der ikke virker. Det må ikke gøre ondt. Bliv ved med at søge hjælp, indtil det virker.
Barnet tømmer bedst brystet, der hvor hagen ligger. Det vil sige, at hvis dit bryst begynder at blive hævet, eller du får røde, nubrede områder, så kan det afhjælpes ved at lægge barnet til, der hvor det røde område er. Det kan hjælpe lidt at blødgøre brystet med en varm klud, inden barnet lægges til, fordi brysterne bliver spændte som kanonkugler, indtil barnet får fat og tømmer ud i de store mælkedepoter.
Du må gerne få ømme bryster, men ikke revner og sår. Får du store røde plamager, der bliver ved med at være røde, dunker og er varme, og får du også feber, kan du være på vej til at få brystbetændelse. Du kan godt amme, selvom du får penicillin for brystbetændelse. Barnet kan sagtens klare det, men får nogle gange lidt mavekneb, som vi nok skal komme omkring.
Brystbetændelse giver høj feber. Du kan starte med at lægge barnet til ved det røde område. Du kan også prøve at håndudmalke, når du står i badet ved at presse hele vejen rundt om brystet og ud mod brystvorten for at lindre trykket på brystet. Hvis det ikke hjælper, og du får feber eller bliver dårlig, skal du have penicillin. Kontakt egen læge eller 1813.
Hvor meget skal barnet spise?
Amning er et økosystem, der virker helt uden at blive forstyrret. Derfor skal barnet blive sultent og sige til det første døgn. Barnet kan godt være lidt utilfreds og blive ved med at bede om at blive lagt til. Vi har brug for, at barnet melder sig til sine måltider og bliver ved med at spise, så mælken løber til. Derefter tilpasser man produktionen.
Barnet skal spise minimum hver tredje time. Altså minimum otte gange og gerne mere i løbet af et døgn. Det betyder også, at man skal sætte en alarm om natten, hvis man har en baby, der sover mere end tre timer. Det skal man, indtil amningen er kørt på plads for at være sikker på, at du producerer den rette mængde mælk til barnet.
Ernæring med flaske
Hvis det lille menneske skal have flaske, skal I gøre det hud-mod-hud. Af med tøjet både jer og baby og lig mave-mod-mave, så meget det kan lade sig gøre. Gør de stunder til jeres tid, for tilknytningen i at være tæt er noget af det vigtigste ved amning.
Hvornår ved man, at barnet er sultent?
- Først ligner barnet os, når vi drømmer. Det har hurtige øjenbevægelser.
- De slikker sig efterfølgende om munden. Enten i søvne, eller når de begynder at vågne.
- Så bliver de en smule urolige og begynder at trøste sig selv ved at sutte på noget.
- Til sidst græder de.
Det er meget nemmere at lægge et barn til, der slikker sig om munden end et barn, der skriger og er ked af det. For når barnet græder, græder I for det meste også. Husk, at det er jer, der låner dem jeres nervesystem. Rolige forældre giver også rolige børn og vice versa. Derfor er det vigtigt at gribe barnet, inden det bliver rigtig ked af det.
Gulsot
Barnet kan få gulsot, hvis det ikke får den mad, det har brug for. Gulsot er, at barnet har for mange affaldsstoffer fra en umoden lever, der skal nedbryde affaldsstofferne fra de røde blodlegemer.
Får barnet gulsot, får det en flot Mallorca-farve og begynder så at blive sløvt. Affaldsstofferne kan skylles ud med mælk, og derfor er det vigtigt at amme.
Det kan være svært at bedømme, om barnet er sløvt, fordi små børn sover 19-23 timer i døgnet.
For at finde ud af, om barnet er sløvt eller træt, introducerer Katrine "dårligt opvredet gulvklud-prøven". Læg barnet uden tøj på på puslebordet. Først på ryggen og derefter på siden. Det er koldt, og der er ingen, der rører ved det. Derfor vrider barnet sig og giver signal fra sig. Gør barnet ikke det, kan det være sløvt. Det klasker bare sammen, ligesom en dårligt opvredet gulvklud.
Våde bleer
Vi vil gerne have, at barnet har våde bleer.
Små babyer tisser ikke meget ad gangen, og derfor kan det være svært at mærke, om de har tisset. Men bleerne er smarte, fordi der er en stribe i, der viser, om barnet har tisset.
Barnet skal tage på i vægt
Sundhedsplejersken holder øje med, om barnet tager på. Det kører på nogle helt særlige systemer, og I skal ikke blive slaver af at holde øje med det. I skal koncentrere jer om nogle andre ting.
Barnet kan blive uroligt, indtil mælken løber til
Indtil den rigtige mælk løber til, kan barnet blive klynkende og grædende. I tænker, at det har brug for mad, og det er rigtigt, men de har brug for jeres mad. Derfor er det vigtigt, at I bliver ved at lægge barnet til mange gange de første døgn, så den rigtige mælk kommer.
Maternity Blues / Baby Blues
På tredje-/fjerdedagen får man tit en hormonel nedsmeltning, som Katrine kalder Maternity Blues eller Baby Blues. Det rammer tit sammen med den dag, hvor mælken løber til.
Den dag skal I ikke have besøg.
Trivselsskema
I får et trivselsskema med i hånden, når I går op på barselsgangen eller tager hjem. Det ligger også på vores hjemmeside.
Der er både et trivselsskema for mor og et for barn i forhold til de første dage og den første uge efter fødslen.
Det var alt om amningen de første dage. Husk, det handler om tid, tro og tillid - så kan I godt!