Tag et bind på og ring til Fødemodtagelsen, når du mærker, at dit vand er gået.
Tegn på, at vandet er gået
Ca. 20 % af alle fødsler starter med, at vandet går. Nogle kvinder er ikke i tvivl om, at vandet er gået. De vågner måske op om natten og ligger i en sø af fostervand, og fostervandet bliver ved med at sive.
Andre kan være mere i tvivl - bl.a. fordi de i forvejen har meget vandigt udflåd, og fordi fostervand også kan sive stille og roligt.
- Fostervand er en gennemsigtig væske, uden slim. Fostervand kan dog også være grønt.
- Der siver væske ud, som du ikke kan stoppe, selv når du prøver at holde dig.
- Fostervand bliver ved med at sive. Det bliver dannet i livmoderen, indtil barnet er født. Tag et bind på og gå rundt med det en times tid. Hvis fostervandet er gået, bliver bindet tungt af vand.
- Nogle oplever, at det giver et lille "indvendigt smæld", lige før væsken begynder at sive.
- Prøv at lugte til bindet. Fostervand lugter ferskt - ligesom sæd. Lugter bindet af urin, kan det være, at du ikke har kunnet holde på vandet.
I slutningen af graviditeten er bækkenbundens muskler belastet af vægten fra livmoderen, og barnet trykker på blæren. Det gør, at en del gravide ikke kan holde på vandet.
Er du stadig i tvivl? Ring til fødemodtagelsen.
Skal jeg lægge mig ned?
Kun i specielle situationer, skal man lægge sig ned:
- Hvis barnet ikke har hovedet nedad (hvis det f.eks. har numsen nedad, eller ligger på skrå eller på tværs)
- Hvis vandet går før 34 fulde uger
- Hvis det ved en undersøgelse på hospitalet er blevet konstateret, at der er for meget fostervand.
Undersøgelse på hospitalet, når vandet er gået
Jordemoderen undersøger dig:
- Indvendigt i skeden for at vurdere livmoderhalsens længde, om du har åbnet dig, om vandet rent faktisk er gået og hvordan barnet er indstillet i bækkenet
- Hun måler din temperatur og dit blodtryk
- Lytter hjertelyd eller kører en hjertelydskurve (CTG).
Hvis alt er normalt, kan du som oftest tage hjem igen.
Hvad skal jeg være opmærksom på derhjemme?
Når vandet er gået, er der passage for bakterier op til barnet og til livmoderen. Det giver en lille risiko for infektion hos dig og barnet. Dette er baggrunden for, at vi tjekker din temperatur og laver en hjertelydskurve på barnet.
Når du er derhjemme, skal du være opmærksom på, om:
- Du får feber (>38 målt i endetarmen)
- Fostervandet ændrer farve
- Du ikke kan mærke liv
- Du har konstante smerter.
Hvis det sker, skal du ringe til Fødemodtagelsen.
Hvis du får veer, skal du henvende dig efter samme principper som hvis fødslen var startet med veer.
Hvis veerne ikke kommer med det samme.
Ca. 65 % får veer inden for det første døgn, efter at vandet er gået. Vi tilbyder dig alligevel at sætte fødslen i gang hurtigere. Det anbefaler vi, fordi risikoen for infektion øges, efterhånden som tiden går. Du vil da enten få tilbudt en vefremkaldende tablet eller få et vestimulerende drop. Du vil blive tilbudt antibiotika efter 18 timer.