Fødslen er barnets første møde med livet og jer, og det er jeres første møde med det lille nye barn. Det kan være en oplevelse fyldt med glæde, nervøsitet, lettelse og uro på én gang. Giv jer selv lov til at være til stede i oplevelsen uden forventninger.
Hud-mod-hud
Er omstændighederne til stede for tidligt ’hud-mod-hud’, vil du se
navlesnoren blive klippet over og få barnet op til dig med det samme.
Jordemoderen tørrer barnet af og pakker det godt ind, mens det ligger i dine
arme. Barnet bliver hos dig resten af kejsersnittet. Jordemoderen vil måle, veje
og undersøge barnet, inden I forlader stuen.
Er det ikke muligt at udføre tidlig ’hud-mod-hud’, vil jordemoderen bære barnet
over til børnebordet, så snart det er kommet ud af din mave. Her vil barnet
blive undersøgt, målt og vejet. Den pårørende er meget velkommen til at følge
med barnet hen til børnebordet og blive ved barnet, mens det bliver undersøgt.
Det kan være trygt for barnet, at den pårørende taler til det og måske holder
det i hånden.
Undersøgelse af barnet
Hvis barnet har meget fostervand i luftvejene ved fødslen, kan det forstyrre
vejrtrækningen, og så vil jordemoderen suge barnet i næse og mund. Jordemoderen
har desuden mulighed for at hjælpe barnet med ekstra ilt, hvis det skulle være
nødvendigt.
Efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger får barnet en indsprøjtning i låret med
1 mg K-vitamin (Phytomenadion) efter fødslen.
Efter undersøgelsen bliver barnet pakket godt ind igen og kommer enten
tilbage til dig, eller til din pårørende, som kan hjælpe med at holde barnet tæt
på dig.
Jordemoderen undersøger om moderkagen er hel og tager blodprøver fra den.
Hvis du/I ønsker at se moderkagen, så sig det til jordemoderen eller andet
personalet på stuen. Samtidig færdiggør fødselslægerne kejsersnittet ved at
sikre sig, at livmoderen trækker sig fint sammen efter fødslen, og såret på din
mave bliver syet sammen igen.
Kvalme
I timerne efter kejsersnittet kan du have kvalme,
og måske kaster du op. Du kan få kvalmestillende medicin.
Kløe
Nogle patienter får kløe i forbindelse med
rygmarvsbedøvelsen. Det er sjældent så generende, at det skal behandles, og det
forsvinder i løbet af nogle timer.
Skuldersmerter
Efter kejsersnit oplever nogen at have
smerter i højre skulder. Dette er ufarligt og går over af sig selv.