Mulige komplikationer ved kejsersnit

​I Danmark føder én ud af fem kvinder ved kejsersnit. Her kan du læse om nogle af de komplikationer, der i sjældne tilfælde kan være ved et kejsersnit.

​Beslutningen om kejsersnit træffer du i samråd med en fødselslæge. Langt de fleste kejsersnit bliver planlagt, fordi fødselslægen skønner, at det er det sikreste for enten dig eller dit barn.

Hvis ikke der har været specielle komplikationer i denne eller en af dine tidligere graviditeter, som giver grund til at anbefale kejsersnit, mener vi, at det er bedst for både dig selv og dit barn at stile mod en normal fødsel.

Hvilke risici er der for kvinden ved et kejsersnit?

  • Du er længere tid om at komme dig efter et kejsersnit sammenlignet med en normal fødsel. Du har flere smerter, og der går længere tid, før amningen fungerer.
  • Gennemsnitligt er du indlagt flere dage på hospitalet.
  • Der kan opstå indre blødninger, som betyder, at du skal operereres igen.
  • Der kan opstå betændelse i livmoderen eller i operationssåret, som kan føre til, at såret må åbnes igen.
  • Rygbedøvelsen, som anbefales ved de fleste kejsersnit, kan medføre en kraftig hovedpine i dagene efter operationen. Det kræver en speciel behandling.
  • Der kan i sjældne tilfælde opstå skade på din livmoder, blære eller tarm under operationen.
  • Der er sandsynligvis en lidt større risiko for blodpropper i benene, som gennem blodkarrene kan transporteres op til lungerne og i sjældne tilfælde være livstruende.
  • Efter operationen kan der komme sammenvoksninger i bughulen, som kan betyde større risiko for komplikationer, hvis du skal opereres på et senere tidspunkt.
  • Ca. én ud af 15 kvinder oplever konstant eller periodevist smerter i maven et år efter kejsersnittet.

Hvilke risici er der for barnet ved et planlagt kejsersnit?

  • Sammenlignet med en normal fødsel er der flere børn, der får vejtrækningsbesvær, som kan kræve indlæggelse på en neonatalafdeling. Hyppigheden af børn med vejrtrækningsbesvær er større, hvis kejsersnittet foretages mere end 1 uge før terminen.
  • I meget sjældne tilfælde opstår der skade på barnets hud, når livmoderen åbnes.
  • Børn født ved kejsersnit har muligvis en øget forekomst af sygdomme som overvægt, astma og immun-relaterede sygdomme senere i livet.

Er der forskel på et planlagt og et akut kejsersnit?

  • Generelt er et planlagt kejsersnit forbundet med færre komplikationer end et akut kejsersnit.
  • Hvis vi skønner, at der er stor risiko for, at du får et akut kejsersnit, kan det derfor være bedst at planlægge det på forhånd.

Kan et kejsersnit give problemer i din næste graviditet?

  • Du får et ar i din livmoder. Når eller hvis du får veer til din næste fødsel, er der en lille risiko for at arret brister. Det sker for en ud af 200, som forsøger at føde normalt efter et kejsersnit og kan være livstruende for barnet.
  • ​Moderkagen vil lidt hyppigere dække din livmodermund og kan i sjældne tilfælde vokse ind i arret fra kejsersnittet og i gennem livmodervæggen. Dette giver risiko for stor blødning og kan gøre det nødvendigt at fjerne livmoderen. Jo flere kejsersnit du har fået, jo større er risikoen.
 
Selv om du har født ved kejsersnit en gang, er det langt fra sikkert, at du behøver at få kejsersnit næste gang.


Redaktør