Akut kejsersnit

​Hvorfor akut kejsersnit?

Der kan være flere årsager til, at vi tilbyder dig et kejsersnit under fødslen. De mest almindelige er:

  • at fødslen går i stå. Det vil sige, at der går flere timer, hvor livmodermunden ikke udvider sig, eller hvor barnets hoved ikke t​rænger ned i dit bækken 
  • at barnet viser tegn på iltmangel. Det kan vi høre på hjertelyden eller ved at tage en blodprøve fra barnets hoved.

Hvordan foregår et kejsersnit?

I de fleste tilfælde har vi god tid til at forberede jer på, hvad der skal ske. Men hvis vi skønner, at jeres barn ikke har det godt, kan det være nødvendigt at handle meget hurtigt. Det kan virke overvældende, fordi der sker så mange ting på kort tid. 

Du er velkommen til at have din partner eller en anden person, som du kender godt, med til kejsersnittet.

Hvem foretager kejsersnittet?

Det er som regel den læge, som du har aftalt kejsersnittet med, som foretager operationen i samarbejde med en anden fødselslæge. Inden operationen går i gang, taler du med de to læger. 

Hvem er til stede på operationsstuen?

Du bliver kørt fra fødestuen over på operationsstuen. Normalt vil der foruden jer selv være den narkoselæge, som skal bedøve dig og en narkosesygeplejerske, som holder øje med, hvordan du har det under operationen. Der er to læger, som skal foretage kejsersnittet og en operationssygeplejerske. De er klædt i sterilt tøj. Desuden vil der altid være den jordemoder, som skal tage imod barnet, en ekstra 
sygeplejerske og en børnelæge på stuen. 

Rygbedøvelsen gør dig smertefri

Vi anbefaler rygbedøvelse, da det er det sikreste for dig og barnet, med mindre der er helt specielle grunde til at foretrække fuld bedøvelse, f.eks.​ hvis det skal gå meget hurtigt.

Inden du bliver bedøvet, får du lagt drop i hånden og du bliver tilkoblet overvågningsudstyr, så vi kan holde øje med dit blodtryk og din puls. Du får desuden ilt gennem næsen. 

Det er en narkoselæge, der lægger bedøvelsen. Det kan være lidt ubehageligt, men de færreste oplever, at det gør ondt. Rygbedøvelsen gør dig smertefri samtidig med, at du er vågen, når dit barn bliver født. Hvis du allerede under fødslen har fået en epidural som smertelindring, behøver du ikke at blive stukket i ryggen igen. Vi kan give dig smertestillende medicin gennem den epidural, du allerede har. Vi sikrer os naturligvis, at bedøvelsen virker som den skal, inden vi begynder på kejsersnittet. ​

Når bedøvelsen er lagt, oplever vi nogle gange, at kvindens blodtryk kortvarigt falder, og hun bliver utilpas og får kvalme. Hvis det sker, vil vi give dig medicin, som hæver blodtrykket igen, og ubehaget forsvinder så i løbet af få minutter.

Hvis du skal i fuld bedøvelse, får du først en maske med ilt foran ansigtet, som du skal trække vejret igennem i nogle minutter. Gennem droppet giver vi dig sove- og smertestillende medicin, så du falder i dyb søvn og er fri for smerter.

Selve kejsersnittet

Du får lagt et kateter i blæren. Sygeplejersken desinficerer din mave og dækker den til med et sterilt klæde. Hun sætter også en skærm op, så hverken du eller din ledsager ser selve operationen. 

Fødselslægen lægger et snit i huden på tværs lige over grænsen for kønsbehåringen. Der går kun få minutter fra operationen begynder, til 
barnet er født. Når barnet skal fødes, vil du kunne føle, at der bliver trykket hårdt på din mave.

Jordemoderen tager imod jeres barn. Når navlestrengen er klippet, bærer hun barnet hen til børnebordet, som står ved siden af jer. Der bliver barnet evt. suget og undersøgt af jordemoderen og narkoselægen og holdt varmt af en varmelampe. Når vi har sikret os at jeres barn har det godt, bliver det svøbt ind i varme klæder og lagt hos jer.

Efter kejsersnittet

Når kejsersnittet er færdigt, vil du blive kørt på opvågningsafsnittet sammen med dit barn og den pårørende.

På opvågningen vil vi fortsat holde øje med din hjerterytme, dit blodtryk og iltindholdet i blodet, da du stadig har bedøvelse i kroppen. Du vil blive tilbudt noget at drikke og spise. Sygeplejersken på opvågningen vil også observere blødning fra skeden. Rygmarvsbedøvelsen aftager efter 2-4 timer. 

Opvågningen er et godt sted at lægge barnet til brystet og få den første amning i gang. Det varierer, hvor ivrige nyfødte er efter at finde brystet. Jordemoderen kan hjælpe jer med råd og vejledning.

Barselsgangen

Fra opvågningen bliver du kørt på barselsgangen, hvor I kan være i op til to døgn. Her er primært enestuer, men også tosengsstuer. Det er vigtigt, du kommer op at gå så hurtigt som muligt efter kejsersnittet. Du vil få smertestillende medicin, så du hurtigt kan komme dig.

På barselsgangen vil personalet give råd og vejledning i barnepleje, om amning m.m. Spørg endelig.

Vi anbefaler, at man begrænser besøgstiden for pårørende, da vi har erfaring med, at man har brug for meget tid alene sammen som lille ny familie.
På udskrivelsesdagen tilbydes et fælles informationsmøde, hvor vi vil informere om barnepleje, amning, fysioterapi m.m. Ved ​udskrivelsen vil du også blive informeret om smertebehandling, når du er kommet hjem.

​Skulle du have spørgsmål, som du ikke får besvaret på disse sider, er du velkommen til at kontakte os.​

 Pjece

​​​​​​
Redaktør