Bedøvelse

Kan jeg vågne under operationen? Hvorfor skal jeg faste? På denne side kan du finde svar på en række spørgsmål om bedøvelse.

​​​​

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, vi ofte får om bedøvelse. Klik på et spørgsmål og læs svare​t.



Hvorfor må jeg ikke spise og drikke før min operation?​

Du må ikke spise eller drikke før operationen, fordi mavesækken skal være tom under bedøvelsen. Hvis den ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Dette kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Du må derfor ikke spise noget 6 timer før bedøvelsen og ikke drikke noget 2 timer før bedøvelsen. Har du en sygdom, hvor mavesækken tømmer sig langsommere, vil anæstesilægen forlænge din fasteperiode.

Til toppe af siden

Er der forskellige former for bedøvelse?​

Der er fire hovedkategorier af bedøvelse (anæstesi): Fuld bedøvelse, regional bedøvelse, bedøvelse, hvor du sover overfladisk, og lokalbedøvelse. I nogle situationer kombineres de forskellige kategorier. Ud fra din fysiske tilstand og den operation, som du skal gennemgå, tager anæstesilægen stilling til, hvilken bedøvelse, der passer bedst til dig.

Til toppe af siden

Må jeg beholde kontaktlinser, ur, smykker, makeup og piercinger på?​

Ure, smykker og kontaktlinser skal du lade blive hjemme, men tag eventuelt briller med. Neglelak og makeup skal du ikke bruge på operationsdagen. Piercinger skal altid fjernes fra ansigt og tunge, hvis du skal i fuld bedøv​else. Andre piercinger fjernes afhængig af operationsfeltet. Hvis du bruger høreapparat, tandprotese eller briller, må du gerne have dem med på operationsstuen.

Til toppe af siden

Vil jeg modtage beroligende medicin før operationen?​

Nej. Det er planlagt, at du skal hjem efter operationen. Det er derfor vigtigt, at du er vågen og frisk efter bedøvelsen, så du forstår vores information om smertebehandling og eventuelt skift af forbinding.

Til toppe af siden

Må jeg tage en pårørende med ind på operationsstuen og opvågningsafsnittet?​

Som udgangspunkt nej, men der kan være tilfælde, hvor det er relevant at have en pårørende med på operationsstuen, indtil man er faldet i søvn, og en pårørende med på opvågningsstuen, når man er vågen igen. Disse tilfælde kunne f.eks. være ved sprogproblemer eller fysiske og psykiske handicaps og vurderes enkeltvis. 

Børn, som skal opereres, forventes dog at være ledsaget af en forælder i hele forløbet – dog ikke under operationen.

Pårørende opfordres til at gå en tur eller tage hjem, mens operationen finder sted. Pårørende er velkomne til at henvende sig i receptionen og spørge til, hvor langt du er nået.

Til toppe af siden

Skal jeg tage min sædvanlige medicin?​

Som udgangspunkt skal du tage den medicin, som du sædvanligvis tager om morgenen, 2 timer før dit mødetidspunkt sammen med lidt vand. Noget medicin skal dog ikke tages før operation – f.eks. medicin for sukkersyge og blodfortyndende medicin. Skal du holde pause med noget af din medicin, vil du blive informeret af kirurgen eller anæstesilægen.

Til toppe af siden

Er der en risiko ved at blive bedøvet?​

Det er meget sikkert at blive bedøvet. Risikoen for en alvorlig komplikation hos en ellers rask patient er meget lille. Du bliver vurderet inden bedøvelsen, og alle forholdsregler vil blive taget​ for at minimere din risiko. Vores udstyr er meget avanceret og helt up-to-date. Få af vores patienter kan opleve kvalme og opkastninger, svimmelhed og smerter, som vi behandler effektivt med medicin. Enkelte patienter kan være lidt ømme i halsen, fordi der ved større operationer anbringes et plastikrør i luftrøret.

Til toppe af siden

Hvordan foregår en fuld bedøvelse?​

På operationsstuen vil du blive modtaget af den læge eller sygeplejerske, som skal bedøve dig. Du vil få målt blodtryk, påsat hjerteovervågning og få en klemme på fingeren, som viser iltindholdet i dit blod. Gennem et drop i din hånd vil du få sovemedicin og smertestillende medicin og hurtigt falde i søvn. Under bedøvelsen overvåger personalet din vejrtrækning og dit kredsløb. Når operationen er færdig, bliver du vækket på operationsstuen og efterfølgende transporteret til opvågningsstuen.

Til toppe af siden

Kan jeg risikere at vågne og mærke noget under operationen?​

Nej. Hvis du er i fuld bedøvelse, får du hele tiden sovemedicin, så du sover dybt og smertestillende medicin, så du ikke har ondt.

Hvis der alene benyttes lokal bedøvelse, kan du måske mærke, at man rører ved dig, men der er absolut ingen smerter.

Til toppe af siden

Vil jeg snakke i søvne og drømme, når jeg er i fuld bedøvelse?​

Nej. Du vil sove meget tungt og derfor ikke kunne snakke. Drømme kan forekomme, når du lægges til at sove og når du er ved at vågne igen.

Til toppe af siden

Er der nogen, som passer på mig, når jeg er bedøvet?​

Ja. Du er altid under overvågning under en operation af specialuddannet personale. Efter operationen transporteres de fleste patienter til opvågningsstuen, hvor overvågningen fortsætter, indtil du opfylder vores sikkerhedskrav for udskrivelse.

Til toppe af siden

Hvad nu, hvis jeg har smerter og kvalme, når jeg vågner op?​

Med hensyn til kvalme anvender vi den form for fuld bedøvelse, der giver færrest gener. Har du smerter, når du vågner, skal du bare fortælle os det, så vil vi med det samme give dig mere smertestillende medicin. Ved de fleste operationer har vi også lokalbedøvet det område, du er opereret i.

Til toppe af siden

Bliver jeg informeret om min operation og hvordan jeg skal forholde mig derhjemme?​

Ja. Inden udskrivelsen får du mundtlig og skriftlig information om din operation af sygeplejersken eller lægen, der har opereret dig. Hvis du skal til opfølgende kontrol, bliver dette også aftalt, inden du går hjem.

Til toppe af siden

Må jeg selv køre hjem efter operationen?​​

Du skal selv sørge for hjemtransport. På grund af bedøvelsen skal du følges hjem af en voksen person i bil eller taxa. Du må ikke selv føre bil eller køre med offentlige transportmidler før dagen efter operationen​.

Til toppe af siden

Redaktør