Velkommen til Børne- og Ungeafdelingen

​Film: F​ølg med Sofus rundt på Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital. Hils på hospitalsklovnen, og se hvordan "tryllecreme" gør det lettere at få taget blodprøve.​

​​


I videoen kan du følge Sofus rundt på Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital

I videoen kan du følge Sofus rundt på Børneafdelingen. Du kan også høre ledende overlæge Klaus Børch fortælle om, hvordan en indlæggelse på afdelingen forløber.

Sofus viser rundt

​Sofus har selv været indlagt i godt halvandet år. Første gang var han lidt bange, fordi han troede, lægerne var nogle sure nogle. Men han fandt ud af, at de faktisk er rigtig søde.

Sofus viser et rum, hvor der er snacks og morgenmad til de indlagte børn. Han plejer at få guldkorn med mælk til morgenmad, når han er indlagt. Sofus viser også rundt på legestuen, hvor der er forskelligt legetøj, et bordfodboldbord, mange bøger og en computer.

Sofus møder en af lærerne, der underviser børnene i dansk, matematik, engelsk og andre fag, så de ikke kommer for meget bagud i forhold til deres klassekammerater. Sofus møder også Stella, der er hospitalsklovn, og som underholder ham med et trylletrick.

Sofus fortæller, at sygeplejerskerne er rigtig søde, og at der er hyggeligt at være på Børneafdelingen.

Klaus Børch fortæller om, når barnet bliver indlagt

Ledende overlæge Klaus Børch fortæller, at på Børneafdelingen bliver barnet undersøgt af en læge. Når lægen har undersøgt barnet, lægger lægen en plan for, hvad der skal ske, hvilke undersøgelser barnet skal have foretaget, og hvilken behandling, der skal sættes i værk. Så kommer lægen og ser til barnet. I begyndelsen vil det typisk være efter nogle timer. Hvis indlæggelsen tager længere tid, er det en gang i døgnet. Det kaldes stuegang.

Forældre kan blive indlagt sammen med deres børn. Det vælger de allerfleste forældre at blive. Så får de en seng ved siden af barnets seng og er sammen med barnet hele dagen og er med til samtalerne med lægen og sygeplejersken.

Klaus Børch fortæller, at når barnet er indlagt, vil der være én speciallæge, som har ansvaret for hele barnets forløb. Det er ikke nødvendigvis den læge, der kommer hver dag, men en man jævnligt vil møde.

Klaus Børch fortæller, at afdelingen har mere end 10.000 indlæggelser om året, så personalet er meget erfarent i at modtage syge børn. Han fortæller, at han er stolt over afdelingen, og at man trygt kan komme der.

Vi møder også Mie, der er sygeplejerske på Børneafdelingen. Hun fortæller, at sygeplejerskerne er der for at gøre børnene og deres forældre trygge. Mie fortæller om tryllecreme, som man kan putte på, hvis barnet skal have taget blodprøver. Tryllecremen tager noget af smerten. Mie fortæller også, at hun elsker sit arbejde og at møde alle de dejlige børn, som hun og hendes kolleger er med til at gøre raske.



Redaktør