Smertebehandling

En god smertebehandling er en vigtig del af efterbehandlingen. 

​​​​​​​​

Smertebehandling efter operation er en vigtig del af efterbehandlingen. 

En god og eff​ektiv smertebehandling indebærer, at smertelindringe​n også virker, når man hoster og når man bevæger sig. 

Lungefunktionen, kredsløb, tarmfunktion med mere bliver normaliseret betydeligt hurtigere efter en operation ved en effektiv smertebehandling.

Læs mere om smerte og smertebehandling:

​Hvor ondt har du?

Smerte er som andre sanseoplevelser subjektiv. Det gør det sværere for personalet altid at vurdere patienters smerte korrekt og dermed vurdere, hvilken smertestillende behandling patienten har brug for. Det er derfor vigtigt, at du selv siger til, når du føler at du har behov for ekstra smertelindrende medicin.​
Smertemåler
 
Der anvendes i dag forskellige metoder, der kan være med til at hjælpe dig med at udtrykke din smerte. Vi vil bede dig vise den på en VAS-lineal (VAS = visuel analog skala) eller ved at beskrive smerten med et tal mellem 0 og 10. 0 betyder at du er helt smertefri, 10 betyder at du har så mange smerter, som du overhovedet kan forestille dig. 

Smertelindrende medicin

Smerter kan lindres på mange måder:
  • Tabletter eller stikpiller
  • Indsprøjtninger
  • Epiduralkateter
  • ​​PCA-pumpe (smertepumpe du selv kan styre)
Alle patienter bliver tilbudt medicinen paracetamol og afhængigt af indgrebets størrelse desuden morfin og/eller et andet smertestillende middel (gigtmedicin). Skal du gennemgå en operation, der erfaringsmæssigt giver mange smerter, vil du få tilbudt smertebehandling gennem et lille, tyndt plastikkateter i ryggen (epiduralkateter).

Epidural smertebehand​ling 

Et epiduralkateter er en tynd plastikslange, som placeres i ryggen i nærheden af de nerver, som bringer smertesignalerne til rygmarven. Anæstesilægen placerer epiduralkateteret før operationen ved hjælp af lokalbedøvelse. 

I epiduralkateteret gives lokalbedøvelse og morfin både under operationen og i de efterfølgende dage ved større operationer. Medicinen gives ved hjælp af en pumpe hele døgnet og er medvirkende til at mindske dine smerter efter operationen. Første dag efter operationen vil du få besøg af en smertesygeplejerske/læge, der sammen med dig vurderer, om smertebehandlingen skal ændres.

Denne form for smertebehandling øger din mulighed for at være ude af sengen og ude at gå uden væsentlige smerter, men den kan også give få bivirkninger, som du skal være opmærksom på:

  • ​Lokalbedøvelsen kan medføre, at du har svært ved at mærke eller styre dine ben. I så fald skal du sige til, så dosis kan ændres.
  • ​Der kan være problemer med vandladningen, kvalme og svimmelhed.

Til toppen af siden

PCA-pumpe (Patient Controlled Analgesia) 

Denne form for smertebehandling bruges ofte til børn, som skal have foretaget større ortopædkirurgiske indgreb (knogleoperationer). Den smertestillende medicin (m​orfin) gives ved hjælp af smertepumpen, som er tilsluttet det drop, du har i armen. Dagen før operationen vil du se pumpen og tale med smertesygeplejersken/lægen. ​


 

Redaktør