Årsager til barnløshed

​Op mod 20 % oplever infertilitet i perioder. 

​​

Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed. Op mod 20 % af befolkningen oplever infertilitet i perioder eller vedvarende infertilitet. I Danmark er næsten hvert 10. barn kommet til verden efter fertilitetsbehandling, og vi ser det samme billede i resten af den vestlige verden. 

Både manden og kvinden skal undersøges, inden parret kan komme i gang med behandling for barnløshed. Vi arbejder for, at undersøgelse og behandling af barnløshed er så kort, effektiv og målrettet som muligt, under hensyntagen til at det skal være et rimeligt forløb for kvinden, såvel som manden. 

Kvinden

Den væsentligste årsag til, at ufrivillig barnløshed er et stigende problem er, at kvinder bliver ældre og ældre, før de forsøger at få børn. 
Kvinders fertilitet falder allerede fra 25-års alderen og mange kvinder vil derfor ikke kunne opnå en levedygtig graviditet, efter de er fyldt 40 år.

Andre årsager til infertilitet hos kvinder er:
  • Ægkvaliteten​​
  • Ægløsningsforstyrrelser eller manglende ægløsning, f.eks. pga. sygdomme som PCOS og stofskiftelidelser
  • Lukkede eller forsnævrede æggeledere. Det kan f.eks. være pga. tidligere underlivsbetændelse
  • Andre sygdomme i underlivet, f.eks. endometriose, polypper eller fibromer i livmoderhulen
Endvidere kan livsstilsfaktorer ​som f.eks. rygning og overvægt have negativ indflydelse på fertiliteten.

Manden

Den hyppigste årsag hos mændene er nedsat sædkvalitet eller ingen sædceller i sæden. De danske mænds sædkvalitet er en af de dårligste i Europa. Mindre end hver fjerde har en optimal sædkvalitet og 15 % har en sædkvalitet, der er så dårlig, at de vil have svært ved at gøre en kvinde gravid uden fertilitetsbehandling.

Selvom der kun bruges én sædcelle til befrugtning af ét æg, har antallet af sædceller stor betydning for befrugtningsevnen. 

For manden kan nedsat sædkvalitet være medfødt. Dårlig sædkvalitet kan også skyldes forsnævringer og andre kirurgiske faktorer. Endvidere kan livsstilsfaktorer som f.eks. rygning, have en negativ indflydelse på fertiliteten.
Endelig kan udsættelse for miljøpåvirkninger såsom varme og organiske opløsningsmidler nedsætte sædkvalitete​n. 

Ved mistanke om miljømæssige årsager til nedsat sædkvalitet, er der mulighed for at blive henvist til Arbejds- og miljømedicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital.​
Redaktør