Sædprøven i laboratoriet

​I laboratoriet bliver sædcellerne undersøgt og renset. 

​​​

​Når vi modtager sædprøven, undersøger vi sædcellerne med hensyn til antal, udseende og bevægelighed. Bagefter renser vi sæden ved at skille sædcellerne fra sædvæsken og sortere de døde og umodne sædceller fra. Herefter vurderer vi mængden af sædceller. De deles op i tre grupper: dem som ligger stille, dem som bevæger sig langsomt (motile) og dem som svømmer hurtigt (progressivt motile).

Det er antallet af progressivt motile sædceller i den oprensede prøve, som er afgørende for, om insemination, IVF eller ICSI vil være egnet for jer. Dette afgøres ved en undersøgelse af en diagnostisk sædprøve, som afleveres før behandlingsstart.

Vi har brug for en frisk sædprøve til hver behandling. Den afleveres om morgenen, den dag den skal bruges. Det er helt normalt, at antallet af sædceller varierer lidt fra gang til gang.

Ved almindelig reagensglasbefrugtning (IVF) ligger hvert enkelt æg i en lille skål med dyrkningsmedie. Hver skål får tilsat cirka 100.000 sædceller, hvorefter sædcellerne selv sørger for at en enkelt sædcelle trænger ind i ægget og befrugter det.

Ved reagensglasbefrugtning med direkte sædcelleinjektion (ICSI), suger vi en enkelt sædcelle op i en tynd glaspipette. Samtidig bliver ægget holdt fast med en sugepipette, og sædcellen sprøjtes direkte ind i ægget.

Ved TESA (Testiculær spermaspiration) anvender vi altid ICSI-metoden til befrugtning af æggene.

Redaktør