Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hvidovre Hospital nedlægger nu yderligere 176 stillinger

176 stillinger skal nedlægges på Hvidovre Hospital. Det sker, for at hospitalet kan overholde sit budget. I februar blev 225 stillinger nedlagt, hvoraf 60 var reelle afskedigelser. Samlet set nedlægger Hvidovre Hospital således i år 400 stillinger svarende til 12 procent af personaleforbruget.

Hvidovre Hospital nedlagde i februar 225 stillinger, hvilket medførte 60 afskedigelser af medarbejdere. Allerede dengang stod det klart, at indsatsen ikke ville være tilstrækkelig til at sikre en budgetoverholdelse i 2010. Hvidovre Hospital må derfor nu nedlægge yderligere 176 stillinger.

Samlet nedlægger Hvidovre Hospital således ca. 400 stillinger, hvilket svarer til knap 12 procent af personaleforbruget i 2009. Hertil kommer, at hospitalet skal øge aktiviteten med 2 procent i 2010.

Bekymring for konsekvenserne
Hospitalets direktion ser med bekymring på konsekvenserne af en så stor rationalisering.

”Målet er at vi fastholder den basale behandlingskvalitet, men vi er bekymrede for konsekvenserne for arbejdsmiljøet og personalets arbejdsbetingelser. Vi er også bekymrede for den service, vi kan tilbyde patienterne - og dermed  for patienttilfredsheden,” udtaler vicedirektør Torben Mogensen.

Hospitalet vil følge udviklingen i patientsikkerheden og den faglige kvalitet og vil gennemføre de nødvendige justeringer af bemandingen, hvis det viser sig nødvendigt.

”Borgerne kan således trygt lade sig behandle på Hvidovre Hospital, men de vil kunne opleve reduceret service og øgede ventetider,” siger vicedirektør Torben Mogensen.

Af de 176 stillinger nedlægges de 150 på Hvidovre Hospital, mens de sidste 26 stillinger nedlægges i forbindelse med fusioner af afdelinger mellem Hvidovre Hospital og Herlev og Glostrup Hospitaler.

Afskedigelser
Hospitalet kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor mange af stillingsnedlæggelserne, der vil resultere i afskedigelser.

”Det overblik har vi først, når vi er igennem afskedigelsesrunden 5. maj,” siger vicedirektør Torben Mogensen.

Yderligere oplysninger kontakt:

Vicedirektør Torben Mogensen: Tlf. 3632 2526

Pressechef Hanne Stetting Duvå: Tlf. 3632 6000 - mobil 20 30 20 66

Kommunikationskonsulent Jannie Gade: Tlf. 3632 6086