Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hospitalet sikres mod skybrud

Meteorologernes klimamodeller varsler, at vi kan forvente flere ekstreme skybrud i fremtiden. Derfor skal hospitalet gøres vandtæt på nye måder.
Af Inger Dahl, journalist

Hospitalet er ikke konstrueret til at modstå 100 mm vand på 75 minutter, som vi fik ved skybruddet 2. juli.

Oversvømmelse i blodbanken
Blodbanken fik sin del af oversvømmelserne efter det ekstreme skybrud. Foto: Søren Fritzel.

”Intensiv Terapi har imidlertid fået vand utallige gange, hvor der kun er kommet 40 mm regn, selv om taget er konstrueret på præcis samme måde der som alle andre steder,” siger ingeniør Christian Johansen fra Bygge- og Teknikafdelingen.

”Vi kan kun gisne om årsagen. Fx at det er den første høje bygning mod vest, og regnen derfor slår kraftigere ind der, men nu tætner vi hele vejen rundt.”


Taget tætnes 
Christian Johansen har udtænkt et projekt, der skal forebygge, at der selv ved ekstreme mængder af nedbør strømmer regnvand ind gennem taget og oversvømmer ambulatorieetagens 85.000 kvadratmeter.

  Et hold unge flytter stenene væk fra bedet. Når zinkpladen er sat fast, skal stenene flyttes tilbage og suppleres med tre gange så mange sten. Foto: Susanne Østergaard.

Først fjernes de store sten rundt om en sengebygning. Derefter bliver der skåret en rille i betonen, og der sættes en zinkkant på ligesom i bunden af vinduer.


Maskinen skærer en rille hele vejen rundt om sengebygningerne. I den sættes en zinkkant fast, der leder regnvandet ud i stenene.
Foto: Susanne Østergaard.

Under zinken forhøjes den nuværende tætte membran med ca. 20 cm. Efterfølgende bliver stenbedet forhøjet med ca. 20 cm.

”Vi forventer, at det kan holde regnen ude, men nu tester vi metoden ved Intensiv Terapi. Derefter vil vi tætne mellem center 1 og 2, hvor Hjerte- Lungemedicinsk Ambulatorium er ved at få loftet renoveret. Vi vil ikke risikere, at der kommer vand ind, når der lige er lagt helt nye lofter,” siger Christian Johansen.

Færdigt inden jul
Sikringen mod skybrud fortsætter derefter med de øvrige sengebygninger. Hvis alt går som forventet, er projektet afsluttet inden jul.

Gardering mod vand nedefra
Næste projekt er at sikre, at der ikke igen kommer regnvand op nedefra i garderobe-etagen.

Der sidder fire hovedbrønde som svømmede over den 2 juli. En projektgruppe har lagt hovederne i blød for at få udviklet en metode til at løse problemet.

”Vi forventer at have et løsningsforslag klar inden for et par uger,” siger Christian Johansen.