Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Økonomiaftalen på plads

Der skal stadig effektiviseres og spares, men Hvidovre og Amager Hospitaler slipper formentlig for store fyringsrunder næste år.

Af Hanne Ida Alsbirk, kommunikationschef

Aftalen mellem Danske Regioner og Finansministeriet er forhandlet på plads og underskrevet, og hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen har set på konsekvenserne for Amager og Hvidovre Hospitaler:

”Vi skal hele tiden nærstudere indtægter og udgifter, og vi skal stadig spare, men de helt store omvæltninger på Hvidovre og Amager Hospitaler, som vi har set det tidligere, bliver der ikke tale om i 2013”, siger hospitalsdirektøren.

Penge til at øge aktiviteten
Aftalen mellem regionerne og Finansministeriet betyder, at hospitalerne igen skal effektivisere med 2 procent, men samtidig får de danske hospitaler samlet kr. 673 mio. ekstra til at øge aktiviteten, så flere patienter behandles. Og det kræver hvide kitler i arbejde, også på Amager og Hvidovre.

”Aftalen giver mulighed for at øge aktiviteten på hospitalerne, og det skal vi også stile imod hos os. Det giver bedre muligheder for at flytte folk i stedet for at skride til afskedigelser”.

Sommeren er sparetid
Sommermånederne og det tidlige efterår er traditionelt den periode, hvor hospitalernes bemanding og udgifter endevendes for at blive tilpasset ”husholdningsbudgettet” for det kommende år. De endelige sparemål i kroner og ører er ikke meldt ud endnu, men tallene er på vej.

”Der skal stadig spares, men jeg forventer ikke, at kravene er så store, som vi har set dem tidligere. Men forslag til besparelser og effektive arbejdsgange er altid velkomne”, siger hospitalsdirektøren.

Aftalen mellem Regionerne og Finansministeriet indeholder blandt andet:

  • Plads til vækst i aktiviteten på hospitalerne i Danmark (670 mio. kr.)
  • Differentieret behandlingsgaranti, så de mest syge kommer i behandling først
  • Et løft af det psykiatriske område (200 mio.)
  • Gebyr for udeblivelse fra aftaler med hospitalerne
  • 2% produktivitetsforbedring eller effektivisering

Læs mere om aftalen her:

http://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2012/6/aftale-om-regionernes-oekonomi-for-2013-en-ny-kurs-for-det-danske-sundhedsvaesen/

Regionsformand Vibeke Storm Rasmussen udtaler om aftalen:

I 2013 skal vi, som tidligere år, have en produktivitetsfremgang på 2 procent. Det betyder, at vi skal have mere sundhed for pengene. At vi skal blive endnu mere effektive og dygtige til at udnytte de ressourcer, vi har, så vi fortsat kan udvikle os og løse nogle af de presserende udfordringer, vi står overfor. Samtidig må vi ruste os til, at omfordelinger og prioriteringer vil være en fast del af hverdagen, som det plejer at være. Regionen vil løfte opgaven på bedst mulige måde.