Socialsygeplejerske Berit Andreasen fra Hvidovre Hospital indgår i en projektgruppe på tværs af flere hospitaler i Region Hovedstaden. Formålet er at hjælpe stofmisbrugere til at få et bedre forløb under og efter deres indlæggelse. Tilbuddet til stofmisbrugerne har kun eksisteret i et år, men det har skabt så gode resultater, at projektgruppen nu modtager lighedsprisen fra Dagens Medicin.
Af Jannie Gade Nielsen, kommunikationskonsulent
”Projekt Socialsygepleje – det gode patientforløb” har modtaget årets lighedspris, fordi det bygger bro mellem stofmisbrugere og personale på sygehuse, psykiatriske centre og i kommunerne. Dommerpanelet på Dagens Medicin begrunder valget med, at projektet skaber sammenhæng i patientforløb og mindsker den ulighed i behandlingen, som stofmisbrugerne ofte er ramt af.
Socialsygeplejerske Berit Andreasen kender stofmisbrugernes situationen, og hun er den, afdelingerne ringer til, når en stofmisbruger bliver indlagt. Foto:Susanne Østergaard.
Socialsygeplejerske Berit Andreasen har gennem det seneste år været ansat på Hvidovre Hospital og hjulpet en lang række stofmisbrugere til at få et bedre behandlingsforløb.
”Tidligere har der været mange problemer med stofmisbrugere, når de blev indlagt på hospitalet. De lever ofte i en anden virkelighed end de fleste andre mennesker. Mange har en adfærd, der ikke passer ind på en almindelig hospitalsafdeling. De er enten påvirkede af stoffer, har abstinenser eller kæmper med psykiske lidelser. Det har ofte betydet, at de selv har forladt afdelingen før endt behandling, eller er blevet smidt ud. Og det er jo ærgerlig, for misbrugerne har jo i ligeså høj grad brug for behandling som alle andre mennesker,” fortæller hun.
Stofmisbrugere har ekstra behov for tryghedFra sin mangeårige faglige erfaring fra misbrugsmiljøet har Berit Andreasen en stor viden om livet som misbruger, og hun ved at en del af de problemer, der kan opstå med stofmisbrugerne på hospitalet skyldes utryghed.
”Når de er utrygge, handler det i virkeligheden om, at de er bange for, hvad der skal ske, når de bliver abstinente. Når misbrugerne er syge og indlagt på et hospital, kan de jo ikke selv gå på gaden og skaffe det, de har brug for. For mig handler det derfor om at gøre dem trygge, så snart de kommer ind af døren. Det er vigtigt for os at vide, hvilke stoffer de tager, og hvor meget de tager af den - og love dem, at vi hjælper dem med abstinenserne,” fortæller Berit Andreasen.
Berit Andreasen er ofte også involveret, når misbrugerne skal udskrives. Her finder hun bl.a. herberg til dem, så de ikke blot udskrives til gaden. Hun forsøger også at holde kontakten til de, der skal fortsætte deres behandling i et ambulant forløb. Det lykkes ofte.
Berit Andreasen ser det som en stor anerkendelse af hendes arbejde, at projektet nu har modtaget lighedsprisen fra Dagens Medicin.
I 1980’erne kunne man dårligt tænde for sit fjernsyn, uden at se overlæge Jens Ole Nielsen fortælle om hiv og aids. I dag hører vi ikke så meget til hverken overlægen eller sygdommen, men de er her stadig, og kampen mod aids’en fortsætter.
I uge ’tyve’ sætter Hvidovre Hospital fokus på tyve, langfingrede banditter og andre ubudne gæster. Se her, hvordan du kan undgå, at værdigenstandene forsvinder fra din afdeling.
Tidligere vandrede der nybagte fædre forvirrede rundt og ledte efter bleer og brystpumper på Hvidovre Hospitals barselsafdeling. Men ikke længere. Afdelingen har sat patienternes ønsker i fokus og gjort det lettere for de befippede fædre at finde vej ved hjælp af bedre skiltning. Og det er bare begyndelsen.
De danske regioner har fredag den 3. maj opsagt overenskomsten med de praktiserende læger per 1. september 2013.
Hvidovre Hospital har nu fået endeligt tilsagn om 1,45 mia. kroner fra regeringens kvalitetsfond til modernisering og udbygning af hospitalet.