Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Nye forhold på patienthotellet

Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling overtog i september i år ansvaret for at drive Patienthotellet. Fra 3. januar vil hotellet døgnet rundt være bemandet med både jordemødre og sygeplejersker. ”Det betyder, at indlagte patienter fra alle hospitalets afdelinger i større omfang kan tilbydes pleje og behandling,” fortæller Tina Holm Nielsen, ledende oversygeplejerske fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling.

Af Jannie Gade Nielsen, kommunikationsenheden



Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling har overtaget ansvaret for Patienthotellet. Fra højre er det ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen. chefjordemoder Marianne Skovby, daglig leder af Patienthotellet Lis Helwer og ledende oversygeplejerske Tina Holm Nielsen. Foto: Susanne Østergaard.

Patienthotellet fortsætter med samme koncept som tidligere, hvor det er omkostningsfrit for afdelingerne at sende indlagte patienter til hotellet. Opholdet er også gratis for indlagte patienter og medindlagte pårørende. Den ene fløj benyttes nu kun til barselspatienter, imens den anden fløj fortsat tager imod patienter og pårørende fra hele hospitalet.

Gode forhold på hotellet
Der er mulighed for mere privatliv på hotellet, og der er mere roligt end på en normal sengeafdeling. Det mener Tina Holm Nielsen, at flere patienter og pårørende kan have glæde af.

”Der er flere patientgrupper, der kan have gavn af at bo på hotellet. Det gælder de patienter, der er selvhjulpne, igennem en udslusning og på vej hjemme. Eller patienter der kun skal have IV-behandling. Det kan også være forældre til børn indlagt på børneafdelingen eller medindlagte til kritisk syge,” fortæller Tina Holm Nielsen.

Kontakt os, hvis I vil vide mere
Både Tina Holm Nielsen og Lis Helwer, der fungerer som daglig leder af Patienthotellet, opfordrer kolleger på alle sengeafdelinger til at tage kontakt til hotellet, hvis de ønsker mere information, eller har en patient, de ønsker at overflytte til hotellet.

Patienthotellet
Center 4, 1. sal.
Reception tlf.: 2 1170
Barselkontor tlf.: 2 1173
patienthotel@hvh.regionh.dk