Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ny stuegang sikrer private samtaler mellem alvorligt syge patienter og læge

Konceptet Productive Ward består af en række moduler, der samlet omfatter arbejdet i en sengeafdeling. En af dem er en ny måde at organisere stuegang på, så der nu er mulighed for private samtaler mellem den alvorligt syge patient og lægen.

Af Hanne Stetting Duvå, pressechef


Projektsygeplejerske Tina Kristensen har styret projektet og inddraget medarbejderne på afdelingen. Foto: Susanne Østergaard.

Afdelingen har patienter med kronisk tarmbetændelse (Crohn´s sygdom og colitis ulcerosa), med leversygdomme og svære bugspytkirtellidelser. Både patienter og personale er glade for den nye stuegang.

Samtaler i private rammer
En kvindelig patient på 24 år ligger på en stue med fire senge. Hun har den kroniske tarmsygdom Morbus Crohn og fortæller om den nye stuegang:

"Nu er jeg ikke så blufærdig selv med sådan noget som afføring. Men forleden talte vi om, at jeg måske skulle have en stomi, og så bliver det mere følelsesmæssigt. Derfor synes jeg, at det er rart, at samtalen foregår et sted, hvor det er privat."

Den unge kvinde, der ønsker at være anonym, har været indlagt mange gange på Hvidovre Hospital.

"Jeg har også indtryk af, at det er mere grundigt, fordi der ikke er forstyrrelser, mens lægen kigger i ens journal og svarer på spørgsmål. Sommetider kan det jo også være lidt kedeligt at være indlagt. Så man ligger jo og lytter til, hvad lægen taler med de andre patienter om, når der er stuegang herinde på stuen. Derfor synes jeg, det er en forbedring, at stuegangen foregår i et samtalerum," fortæller hun.

Mere tid til patienterne

Stuegangen foregår stadig på stuen, hvis patienten er sengeliggende. Men privatlivet sikres ved, at de oppegående medpatienter kan være i opholdsrum o.l. under samtalen.

Stuegangen i privat samtalerum er bare ét af de mange mærkbare tiltag, der har ændret kultur og arbejdsgange på sengeafdelingen. Productive Warder kort fortalt et koncept, der anvender en tankegang fra metoden lean. Modellen her er blot skræddersyet til en hospitalsafdeling i modsætning til den klassiske leanmodel.

"Formålet er at skabe mere tid til den direkte kontakt med patienterne ved at gøre op med gamle traditioner, som ikke passer til nutiden, og at skabe mere effektive arbejdsgange og bedre samarbejde mellem læger og forskellige grupper af sundhedspersonale," fortæller lederen af afdelingen, overlæge Inge Nordgaard-Lassen.

Nu er resultaterne af de første moduler her efter et år med Productive Ward:

"Vi har rent faktisk fået mere tid til det direkte møde med patienterne på afdelingen, og personalet er bedre til at arbejde sammen om fælles løsninger samt forstå hinandens tankegang og prioriteringer," siger hun.

Projektsygeplejerske Tina Kristensen har styret projektet ved at inddrage medarbejderne. De har interviewet patienter, filmet de ansatte og fået alle medarbejdere til at bidrage med ideer og nye forslag til, hvordan man kan ændre gamle vaner til bedre arbejdsgange, der passer til nutiden.

"En anden vigtig ændring under arbejdet med Productive Ward - Mere tid til patientener, at patienterne får leveret deres måltider hurtigere, og at deres ernæringsbehov bliver dækket optimalt. 80 procent af vore patienter er underernæret, og derfor er arbejdet med patienternes måltider meget vigtig. Nu bliver der dagligt udpeget en kostansvarlig, som i samråd med patienten får sikret den optimale behandling ud fra behov og ønsker-og under anvendelse af vores restaurantkoncept. Tidligere var arbejdsopgaven delt mellem flere fagpersoner, hvilket ud fra målinger viste sig ikke at være hensigtsmæssig - for alles ansvar betyder ofte ingens ansvar", siger Tina Kristensen.

Productive Ward har betydet mere overblik og orden i afdelingen

Productive Ward - Mere tid til patienten har desuden givet mere overblik og orden i afdelingen. F.eks. sikrer en ny patienttavle, at alle ansatte i afdelingen har et fælles overblik over patienterne og at personale fra andre afdelinger, f.eks. bioanalytikere og portører hurtigt kan opnå informationer, uden at skulle afbryde andre. Patienttavlen er nu omdrejningspunkt ved vagtskifte, for-stuegang og akutte opgaver.

Desuden er afdelingen blevet mere "ordentlig" at se på idet skabe, depoter og kontorer har været under kraftig oprydning og fornyelse - hvilket har betydet færre skridt for den enkelte medarbejder og fjernet forgæves søgen efter nødvendige varer, hjælpemidler o.l . Så nye traditioner etableres og gamle dyder genopstår.