Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Sikker Kirurgi styrker kommunikationen på operationsgangen

På den centrale operationsgang har Line Søndergaard Christensen afsluttet sin uddannelse i Folkesundhed fra Københavns Universitet med at evaluere implementeringen af tjeklisten Sikker Kirurgi. ”Lines arbejde har givet anledning til gode diskussioner på afdelingen og input til, hvordan vi kan videreudvikle tjeklisten”. Det fortæller Susanne Skovsø Petersen, der er projektleder på Sikker Kirurgi og assisterende afdelingssygeplejerske på Ortopædkirurgisk operationsgang.

Af Jannie Gade Nielsen, kommunikationskonsulent

Tjeklisten Sikker Kirurgi blev introduceret på operationsgangen i marts 2009. Den går i al sin enkelhed ud på, at personalet omkring en patient har en særlig tjekliste, som de sammen gennemgår i forbindelse med en operation. Formålet med tjeklisten er at undgå de fejl, der kan opstå før, under og efter en operation.


"Det har været spændende at få en person udefra til at se på vores arbejdsrutiner," fortæller Susanne Skovsø Petersen. Til højre ses Line Søndergaard Christensen. Foto: Susanne Østergaard.

Line Søndergaard Christensen har udført tretten interviews med læger fra operationsgangen, lavet fokusgruppeinterview med plejepersonale og har haft rollen som observatør i syv dage. Formålet har været at analysere, hvor godt tjeklisten Sikker Kirurgi fungerer i hverdagen på operationsgangen på Hvidovre Hospital. - Og hun er imponeret over, hvor gode medarbejderne er til at få tjeklisten passet ind i praksis.

”Det har været meget lærerigt at opleve, hvordan Sikker Kirurgi fungerer i en travl hverdag. Umiddelbart skulle man tro, at operationer bare kører på samlebånd. Men der opstår tit nogle uforudsete ting, der kræver en plan B, og her synes jeg, at medarbejderne er rigtig gode til at få tjeklisten ind i forløbet alligevel,” fortæller hun.

Skepsis fylder ikke længere i debatten
Da hospitalet indførte tjeklisten på operationsgangen i marts 2009, var håbet at opfange de fejl, der kan føre til utilsigtede hændelser i forbindelse med operationer. Frygten i arbejdsgruppen var, at personalet ville føle tjeklisten som en ekstra arbejdsbelastning og af den grund modarbejde projektet.

Susanne Skovsø Petersen synes, at Line Søndergaard Christensen bidrager med nogle vigtige konklusioner.

”Det har især været interessant at følge Lines interview med lægerne. Skeptikere til metoden Sikker Kirurgi har fyldt meget i debatten i begyndelse af projektet, men vi kan nu se, at næsten alle er glade for at anvende metoden. En del har endda ønsket at udvide den til små operationer i ambulatorierne, fortæller hun.

Mere kommunikation og bedre teamarbejde
En sammenfatning af Line Søndergaard Christensens interview viser, at interviewpersonerne er glade for tjeklisten. Og deres fornemmelse er, at den positive oplevelse deles af den samlede gruppe af medarbejdere på operationsgangen.

”Den bliver ikke oplevet som tidsrøvende, og de ansatte fremhæver, at den styrker teamarbejdet og kommunikationen, fortæller hun. ”– og så giver flere af medarbejderne udtryk for, at tjeklisten virker, at de når at opfange fejl, der ellers kunne have haft alvorlige konsekvenser for patienterne”.

Line Søndergaard Christensens anbefaling til arbejdsgruppen er fortsat at tale om og udvikle tjeklisten og evt. nedsætte tværfaglige arbejdsgrupper, så erfaringer kan udveksles med operationskolleger fra andre specialer på hospitalet.

Læs mere om Sikker Kirurgi på hospitalets intranet