Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Lynflytning af Endokrinologisk Daghospital

Ingen patienter har fået aflyst deres tid under flytningen, selv om afdelingen kun har haft en måned til at planlægge og gennemføre den.

Af Inger Dahl, kommunikationsmedarbejder


Skriveborde, computere, ansatte og patienter skal finde deres rette plads, mens daghospitalet flytter. Sygeplejerske Ayoe Kilbak forklarer snedker Frits Jensen, hvor billedet skal hænge.
Foto: Susanne Østergaard.


Patienterne er fortsat mødt op til undersøgelse og behandling i Endokrinologisk Daghospital, selv i dagene omkring 1. september, hvor daghospitalet rykkede ud af 427 og hen i afsnit 215.
”Flytningen er lykkedes uden at aflyse patienter, og det er flot, synes vi selv,” siger ledende lægesekretær Dorte Holm Hansen.
Set i bakspejlet ville hun dog foretrække, at afdelingen havde lukket ned et par dage. Driftskonsulent Birger Davidsen fra Bygge- og Teknikafdelingen er helt enig.
”Borde, skabe og IT-systemerne kan ikke altid nå at være på plads, når patienterne stadig kommer i afdelingen midt under en flytning,” siger han.

Flytning midt i sommerferien
14 dage før ledende oversygeplejerske Ole Toftdahl Sørensen skulle på ferie, fik han besked om, at Endokrinologisk Daghospital skulle flytte.
”Vi skulle være ude af 427 en måned efter, og det har krævet stor fleksibilitet fra de ansatte. Alle i vores afdeling har ydet en ekstra indsats,” siger han.
Birger Davidsen har også oplevet godt samarbejde trods den pressede situation.
”Når vi flytter midt i en sommerperiode, kommer vi til at indrette lokaler, mens folk er på ferie. Det betyder, at vi bagefter skal justere på placeringen. Men mandag i denne uge var begge afdelinger ryddet op.

900 patienter skulle have besked
”Vi booker patienter et år frem,” fortæller Dorte Holm Hansen. Derfor var vi nødt til at sende omkring 900 breve ud til patienter for at gøre opmærksom på, at de skulle møde et nyt sted. Hun fik hjælp fra medarbejdere i IT-afdelingen, Serviceafdelingen og Bygge- og Teknikafdelingen med at få brevene sat op med kort bagpå og pakket i konvolutter.

Patienterne kommer hurtigere hjem
På længere sigt er flytningen en fordel for patienterne, selv om de lige nu er forvirrede og har svært ved at finde rundt.
”Patienterne kan formentlig blive hurtigere udskrevet, fordi de kan få en kontroltid i daghospitalet, inden de skal hjem,” mener Ole Toftdahl Sørensen.

Styrker tværfagligt samarbejde
Desuden ser han det som en fordel, at diætisterne er kommet tættere på de kolleger, de skal arbejde sammen med.
”Vi planlægger at opbygge tværfaglige behandlerteams i de ambulante forløb, og det kan vi netop gennemføre, fordi alle grupper nu er i samme geografi,” siger han.

Små rum er en mangelvare
Afsnit 215 er bygget som sengeafsnit og har derfor begrænsninger som ambulatorium. Fx skal patienterne henvende sig i et sekretariat, som ligger langt fra indgangen.
Ole Toftdahl Sørensen havde også håbet på at få mere plads, fordi afdelingen er vokset med 10.000 patientbesøg, siden han tiltrådte i februar 2008.
”Vi har ganske vist fået flere kvadratmeter og fine, store rum til ambulatoriet. Men vi er gået fra 18 til 14 rum, og i ambulatoriet har vi brug for flere og ikke så store rum,” siger han.







Nyheder

9. januar 2012, kl 14:10

Fremgang i rengøring på hovedstadens hospitaler

(Fra www.regionhovedstaden.dk)
Stadig flere rum på hospitalerne og i psykiatrien lever op til Region Hovedstadens rengøringskrav, viser ny rapport. På to hospitaler er alle rum godkendt.