Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Bygninger



Hvidovre Hospital er et fladt byggeri, der dækker et område på i alt 300.000 m2. Det blev indviet i 1976 og er et af landets nyeste og mest moderne hospitaler. Hovedbygningen består af fire lave sengebygninger, der minder om et pavillon-sygehus. Mellem de fire sengebygninger er der store taghaver med opholdspladser for patienter og personale.

Vandrehallen på 1.etage er ca. 400 m lang og binder de fire sengebygninger sammen. Det er hospitalets "strøggade", hvor det der er livlig trafik af oppegående patienter, pårørende, læger, sygeplejersker osv. På denne etage er der også patientbibliotek, cafeteria, kiosker og kantiner. Vandrehallen er udsmykket med skulpturer, malerier og andre kunstgenstande, og hospitalets kunstforening sørger for skiftende kunstudstillinger.

Hver af de fire sengebygninger er delt op i fire sengeafsnit. På hvert afsnit er der normalt sengepladser til 58 patienter på 4-sengsstuer, 2-sengsstuer og 1-sengsstuer med toilet- og baderum til hver stue.
De nyrenoverede sengeafsnit i bygning 3 er bygget om, så de bedre passer til ældre patienter. Nogle af sengestuerne er bygget om til dagligstuer, hvor de oppegående patienter også spiser sammen. Toilet- og baderum er udvidet, så der er plads til hjælpemidler.

I stueetagen findes ambulatorie- og behandlingsetagen, som man kommer ind på via hovedindgangen.

Nederst i hospitalet findes det interne transportanlæg, der forsyner hele hospitalet med mad og varer, og det tager affald med retur fra afdelingerne. Godstransporten foregår i containere, der kører på et 3,6 km langt skinneanlæg styret via computer.

Der er parkeringskælder med fire opgange til de fire sengebygninger, og tilsvarende til de fire centre i ambulatorie- og behandlingsetagen. I samme plan som parkeringskælderen findes serviceetagen med forsyningsafdelinger, centralkøkken, garderober til personalet og tekniske serviceafdelinger.

Arkitektur
Arkitektfirmaet G. Krohn & E. Hartvig Rasmussen, der vandt førstepræmien i den nordiske konkurrence om arkitekturen for hospitalet, udarbejdede projektet sammen med ingeniørfirmaerne Birch & Krogboe og Johs. Jørgensen A/S.

Arkitektfirmaets forslag til byggeri var formet som et lavt bygningsanlæg. Idéen var at skabe den intimitet og hygge, som kendes fra de gamle pavillon-sygehuse, fx Bispebjerg Hospital, og de fire to-etagers sengebygninger er tænkt som en række småsygehuse af overskuelig størrelse. Dette skulle skabe grundlag for en menneskelig atmosfære, og netop menneskelighed var et nøgleord for de vindende arkitekter.

Mellem de fire sengebygninger er der store taghaver, hvor patienter og personale kan gå ud. Haverne er en del af det miljø, der skal minde om et pavillon-sygehus. De nye haver har mange arter planter og buske, som blomstrer på forskellige tidspunkter af året.

Sengebygningernes facade består af betonelementer og glas. I betonelementerne er sengestuernes bade- og toiletrum, og glaspartierne er trukket lidt tilbage, så man ikke så let kan kigge ind i sengestuerne, når man færdes i haverne.