Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hvad undersøger afdelingen?

Information omkring MR-scaninger.

HVAD ER EN MR-SCANNING?

MR står for Magnetisk Resonans. Ved MR-scanning er det muligt, at fremstille meget detaljerede billeder af kroppens organer ved hjælp af et kraftigt magnetfelt og radiobølger.



FORBEREDELSE TIL UNDERSØGELSEN

Til de fleste MR-undersøgelser er der ingen specielle forberedelser. Dvs. du kan spise, drikke og tage medicin som sædvanlig.

Ved MR undersøgelse af lever- og galdeveje – en såkaldt MRCP, kræves dog 4 timers faste. Vanlig medicin må du gerne indtage med et glas vand.

Da en MR-undersøgelse typisk varer mellem 45 og 90 minutter, er det er en fordel at ordne evt. toiletbesøg umiddelbart før undersøgelsen. På MR-afdelingen er der toiletter i tilknytning til venterummet.



HVORDAN FOREGÅR EN MR-SCANNING?

Undersøgelsen foregår i en MR-scanner, der står i et selvstændigt rum.

Du vil blive placeret på et leje, som føres ind i den rørformede magnet, der er oplyst og åben i begge ender. Det organ, du skal have undersøgt, skal ligge midt i scanneren.

Den der ufører undersøgelsen sidder i et kontrolrum ved siden af.

Undersøgelsen består af en række forskellige målinger. Mellem målingerne, der varer fra 20 sek. til 15 minutter, bliver du normalt ikke kørt ud af scanneren.

Der bruges rutinemæssigt kontraststof ved en række MR-undersøgelser. Du vil blive informeret herom af den radiograf der tager imod dig. MR-kontrast gives da i en blodåre omtrent midtvejs i undersøgelsen.

Det er vigtigt, at du ligger helt stille under undersøgelsen.

Under hele undersøgelsen kan du komme i kontakt med personalet ved hjælp af en alarmbold (gummibold), som du holder i hånden under scanningen. Imellem målingerne kan du tale med personalet via et samtaleanlæg.

Undersøgelsen er ikke forbundet med nogen kendt risiko, og gør ikke ondt, men kræver, at man kan ligge fladt ned på et leje.

Apparatet larmer meget under målingerne, men du vil få udleveret høreværn.

VIGTIGE OPLYSNINGER:

1. Du kan ikke MR-undersøges her, såfremt du har hjerte pacemaker!

2. Det er vigtigt, at du giver besked til personalet i MR-afsnittet, hvis du har gennemgået følgende operationer:

  • indsat hjerte PACEMAKER
  • indsat øreprotese (Trochlea implantat)
  • indsat tandprotese med magneter

3. Evt. graviditet skal oplyses til personalet.

4. Før du går ind i undersøgelsesrummet, skal alle løse metalgenstande være fjernet såsom:
  • hårnåle
  • ur
  • smykker af enhver art
  • nøgler (undtagen nøglen til taskeskabet i venteværelset)
    bankkort, kreditkort samt andre kort med magnetbånd (sygesikringskort mv.)
  • Enhver form for elektronisk udstyr

 

Du kan opbevare disse genstande sikkert i aflåselige taskeskabe i venterummet.


5. Ved undersøgelse af hovedet skal øjenmakeup fjernes, da det kan give forstyrrelse på billederne.

Er der tvivlspørgsmål, er De altid velkommen til at spørge personalet.


HVORLÆNGE VARER UNDERSØGELSEN?

Normalt ½-1½ time. Undersøgelse af flere regioner/organer, kan give en noget længere undersøgelsestid.

EFTER UNDERSØGELSEN:

Der er ingen specielle forholdsregler efter MR-scanning.

Har De metalrester efterladt i kroppen efter ulykker, fx metalsplinter i øjnene, skal De af sikkerhedshensyn have foretaget røntgenundersøgelse inden MR-undersøgelse kan gennemføres.

Der er ikke afsat tid til røntgenundersøgelse i forbindelse med en indkaldelse til MR-undersøgelse. Eventuel forudgående røntgenundersøgelse bør derfor foretages i god tid inden du møder på MR-afdelingen.


GENERELT

Skulle De blive forhindret i at møde til den ambulante undersøgelse, beder vi Dem give sekretæren besked på telefon 3862 2884, mandag til fredag, fortrinsvis mellem 9.00 til 12.00.

Desuden er De altid velkommen til at henvende Dem til en læge eller radiograf på samme telefonnummer, hvis De har spørgsmål til undersøgelsen.

Med venlig hilsen,

personalet på MR-afdelingen