Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Medicinsk abort før 9. uge

Hvem kan få medicinsk abort.

Medicinsk abort kan gives ved graviditet mindre end 9 uger, målt ved ultralyd. Kvinder, der har svær astma eller sygdomme der giver øget risiko for blødning, og kvinder der ammer, kan ikke tilbydes medicinsk abort.

Behandling

Ved medicinsk abort tages en tablet (Mifegyne) som forbehandling. To dage senere fremkaldes aborten ved at du hjemme lægger 4 piller (Cytotec) op i skeden. Samtidig tager du tabletter mod kvalme og smerter. (Cytotec er ikke registreret til medicinsk abort, men er i en årrække blevet anvendt til dette indgreb i såvel Danmark som den øvrige del af verdenen. Der er god effekt af behandlingen og få bivirkninger) 

Dag 1.
I ambulatoriet vil du få et glas vand og en tablet Mifegyne, som du skal synke.

Når tabletten er indtaget, er aborten i gang, og det er for sent at fortryde. Det er nødvendigt at gennemføre resten af behandlingen, da Mifegyne kan give fosterskader.

Enkelte kvinder får kvalme af tabletten. Nogle kvinder får blødning i løbet af de næste døgn. Ved meget kraftig blødning kan du henvende dig i skadestuen.

Du får følgende medicin udleveret

  • Pose 1 indeholder 2 brune tabletter Voltaren á 50 mg, 4 aflange tabletter Panam Retard á 500 mg og 2 små hvide tabletter Emperal á 10 mg.
  • Pose 2 indeholder 4 tabletter Cytotec á 0,2 mg
  • Pose 3 indeholder ekstra smertestillende: 1 brun tablet Voltaren á 50 mg og 2 tabletter Pinex á 500 mg

Cytotec fremkalder sammentrækninger af livmoderen, Voltaren og Pinex er smertestillende og Emperal modvirker kvalme.

Dag 2.
Medicinen begynder at virke.

Dag 3.
To dage senere skal selve aborten foregå. Det tilrådes kraftigt, at der er en voksen hos dig, hvis du får brug for hjælp.

Start med at lade vandet, så blæren er tom. Dernæst tager du de 8 piller i pose 1 på én gang. De 6 er smertestillende, de 2 er mod kvalme. Pillerne skal sluges hele med et glas vand. Så lægger du dig i din seng, og oplægger de 4 tabletter fra pose 2 i bunden af skeden eller så højt oppe i skeden, du kan nå. Du kan evt. bruge engangshandske.
Det er vigtigt, at du bliver liggende mindst en time bagefter. Herefter kan du gå rundt, som du har lyst til. Du kan spise og drikke normalt.

Cytotec vil give sammentrækninger i livmoderen, så den tømmer sig. Det kan give kraftige menstruationssmerter, evt. kvalme og blødning.
Blødningen vil være kraftigere end sædvanlig menstruation, måske med klumper. Der kan komme lidt tabletrester ud sammen med blødningen - det har ingen betydning, da det meste af medicinen optages indenfor den første time.

De fleste vil abortere i løbet af 2-3 timer, men enkelte aborterer først senere.

Hvis du har brug for mere smertestillende, kan du tage tabletterne i pose 3. Ud over tabletterne i pose 1 og pose 3 må du kun få yderligere 2 tabletter Panodil/Pinex/Pamol i løbet af et døgn. Mellem klokken 13 og 15 vil du blive ringet op af en sygeplejerske fra ambulatoriet.

Blodtype

Hvis din blodtype er Rhesus negativ, skal du have en indsprøjtning i forbindelse med aborten for at undgå, at du danner Rhesusantistoffer.

Hvis vi kender din blodtype, og du er Rhesus negativ, får du indsprøjtningen den dag, du er i gynækologiske ambulatorium.
Hvis din blodtype ikke var kendt ved undersøgelsen på sygehuset, ringer vi til dig, hvis du er Rhesus negativ. Du skal så komme i Gynækologisk ambulatorium og have indsprøjtningen. Den skal gives senest 72 timer efter at du har oplagt Cytotec i skeden.

Blodprøvekontrol, afdeling 339, Klinisk Biokemisk afdeling, mellem kl. 08:00 og 14:15
Efter 1 uge tages en blodprøve for at undersøge om graviditeten er helt afsluttet. Det er meget vigtigt, at du kommer til blodprøve kontrollen. Hvis du vil ændre tiden, skal du ringe på telefon 38 62 32 42. Hvis du ikke hører fra os i løbet af få dage, er blodprøven i orden. Du skal derfor ikke selv ringe og spørge til den.

Det er normalt

  • At blødningen er kraftigere end ved vanlig menstruation, og den kan vare op til 2-3 uger
  • At der kan komme smerter i underlivet i de første døgn
  • At menstruationen kan forventes 4-6 uger efter behandlingen
  • At ægløsningen og dermed en ny graviditet kan ske allerede 2 uger efter behandlingen. Det anbefales derfor, at du bruger prævention. Du kan starte på p-piller den dag, du har fået Cytotec

For at undgå komplikationer

  • Tag ikke karbad, men gerne brusebad.
  • Anvend bind og ikke tamponer
  • Vent med at genoptage seksuallivet til blødningerne er ophørt, eller brug kondom.

Hos ca. 1 ud af 20 er det nødvendigt at foretage en udsugning som ved kirurgisk abort, ofte pga. langvarig blødning.
1 til 2 uger efter aborten anbefales kontrol hos egen læge. Du skal søge egen læge hvis du får feber over 38,5.

Hvis du bliver utryg
Hvis du bløder meget voldsomt, får det alment dårligt eller får smerter, der ikke kan klares med den smertestillende medicin, kan du kontakte afdelingen. I dagtiden kan du ringe til ambulatoriet på telefon 38 62 28 43, og efter kl. 15:00 til sygeplejersken på afsnit 420 på telefon 38 62 24 20.

Er du i tvivl om noget efter udskrivelsen er du velkommen til at ringe til gynækologisk afdeling 420.

Med venlig hilsen
Personalet på Gynækologisk/ Obstetrisk afdeling
Afsnit 420, telefon: 38 62 24 20,
Imminensklinikken, telefon: 38 62 21 42