Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Blødning, udredning af...

Undersøgelse af kvinder med blødnings-forstyrrelser

Denne vejledning beskriver kort hvilke undersøgelser der kan foretages ved blødningsforstyrrelser.

Livmoderens indside er beklædt med en slimhinde, som skiftevis påvirkes af hormonerne østrogen og progesteron. Hormonpåvirkningen medfører, at det øverste lag af slimhinden først vokser, derefter modnes og til sidst udstødes ved en menstruation. Hvis graviditeten ikke indtræder, gentages denne proces sig normalt måned efter måned ind til overgangsalderen indtræder.

Blødningsforstyrrelser kan ses i alle aldre, men er især hyppige i årene før overgangsalderen. Hvis blødningerne bliver uregelmæssige eller kraftige og langvarige kan årsagen være hormonændringer eller forandringer i selve livmoderen.

Hvilke undersøgelser foretages ved blødningsforstyrrelser?:

Blødningsskema.

Optegnelse af blødningerne i skemaform er vigtig for at fastslå årsagen til blødningerne. Det er en stor hjælp, hvis et skema over dage med blødning og blødningsstyrke medbringes ved første konsultation. Ved kraftig blødning kan der suppleres med et skema over antal brugt bind og tamponer (blødningsscore)

Gynækologisk undersøgelse

Lægen undersøger skede og livmoderhals og føler på livmoderen og æggestokke. Hvis du ikke har fået foretaget celleprøve inden for det sidste halve år, tages denne prøve.

Ultralydsscanning

Ultralydsscanning giver et billede af livmoderens størrelse og slimhindens tykkelse. Scanning kan foretages gennem skeden eller uden på maven, og er normalt ikke forbundet med ubehag. Ved blødningsproblemer scannes oftest gennem skeden, for at få den bedste fremstilling af livmoderen og livmoderslimhinden. Ved scanning gennem skeden skal blæren ikke være fyldt.

Ultralydsscanning med vand

Ved almindelig scanning kan det være vanskeligt at se detaljer inde i livmoderen. Ved at sprøjte lidt saltvand op i livmoderen gennem et plasticrør, udvides livmoderhulheden og forandringer i livmoderens indside kan ses. Enkelte kan mærke let ubehag ved indførelsen af plasticrøret. Normalt er lokalbedøvelse ikke nødvendigt.

Hysteroskopi

Ved denne undersøgelse indføres en tynd kikkert gennem livmoderhalsen og selve livmoderhulen og slimhinden kan betragtes. Man kan selv følge med på skærmen. Hos de fleste kan indgrebet foretages i lokalbedøvelse, men undersøgelsen kan også foretages i fuld bedøvelse

Biopsi af slimhinden

Der foretages en vævsprøve af livmoderslimhinden. Enkelte kan mærke lidt ubehag ved prøven, normalt er lokalbedøvelse ikke nødvendig

Udskrabning

Udskrabning foretages normalt i fuld bedøvelse eller i lokalbedøvelse. Det øverste lag af slimhinden fjernes og sendes til undersøgelse (mikroskopi). I forbindelse med udskrabningen kan mindre polypper i livmoderen fjernes, men en udskrabning vil normalt kun have kortvarig effekt på blødningsforstyrrelserne.

Spørgsmål

Skulle du have nogen spørgsmål, kan du få dem besvaret ved konsultationen i vores ambulatorium, eller du kan kontakte sygeplejepersonalet i gynækologisk ambulatorium på telefon 38 62 28 43, alle hverdage mellem 12 og 13

Med venlig hilsen
Personalet på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling afsnit 537
tlf 38 62 28 43