Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Abort før 13. uge

Der findes to metoder til provokeret abort:

Kirurgisk og medicinsk

Ved kirugisk abort tømmes livmoderen med et sug under fuld bedøvelse. Hvis du ikke er længere henne end 9 uger, regnet fra sidste menstruations første blødningsdag, kan vi i stedet tilbyde at fremkalde aborten med medicin. Både kirurgisk og medicinsk abort indebærer ca. 4-6 timers ophold på hospitalet.
Du kan selv vælge, hvilken metode du ønsker. Det er vigtigt at finde den behandling, der passer bedst til dig, så du føler dig mest tryg.
Du skal møde i ambulatoriet til journalskrivning og undersøgelse. Her aftaler du med lægen hvilken abortmetode, der skal benyttes.

Medicinsk abort

Aborten påbegyndes den første dag, du er i ambulatoriet, ved at du indtager en tablet Mifegyne. Tabletten hæmmer virkningen af hormonet progesteron, der er nødvendig for at vedligeholde graviditeten. Graviditeten går derfor til grunde i løbet af et par dage.
Enkelte kvinder får kvalme af tabletten. Nogle får let til kraftig blødning i løbet af to dage.

Når tabletten er indtaget, er aborten i gang, og det er for sent at fortryde. Det er nødvendigt at gennemføre resten af behandlingen, da Mifegyne kan give fosterskader.

Nogle kvinder bliver overraskede over, at de bløder så meget.
For at sygeplejesken kan observere, hvordan du har det, skal du opholde dig i afsnittet 4-6 timer. De fleste vil abortere inden for dette tidsrum, men enkelte abortere først senere.
Hos ca.1 ud af 20 er det nødvendigt at foretage en udsugning som ved kirurgisk abort.
En til to uger efter aborten anbefales kontrol hos egen læge Se iøvrigt vejledning ved medicinsk abort.

Udelukkelse

Kvinder, hvis blod har svært ved at størkne, kvinder med svær astma samt kvinder, der ammer, kan ikke tilbydes medicinsk abort. Det kan heller ikke tilbydes, hvis graviditeten er mere end 9 uger målt ved ultralyd.

Blødning

Ved en medicinsk abort er blødningen større end ved vanlig menstruation, og den kan vare op til 2-3 uger. Kirurgisk abort.
Du skal møde fastende til indgrebet, da det foretages i fuld bedøvelse. Når du sover, tømmes livmoderen med et sug. Selve udsugningen tager 5-10 min. Du er indlagt nogle timer bagefter, før du er i stand til at tage hjem.
For at gøre indgrebet så skånsomt som muligt gives en forbehandling til kvinder, der ikke har været gravide før. Aftenen før indgrebet tages 2 tabletter Cytotec, som blødgør livmoderhalsen. Tabletterne udleveres i ambulatoriet.
(Cytotec er ikke registreret til medicinsk abort, men er i en årrække blevet anvendt til dette indgreb i såvel Danmark som den øvrige del af verdenen. Der er god effekt af behandlingen og få bivirkninger)
En til to uger efter aborten anbefales kontrol hos egen læge.

Risici

Ved fuld bedøvelse er der en vis - men meget ringe - risiko. Meget sjældent kan der komme hul på livmoderen under indgrebet. Hvis det sker, må vi foretage en kikkeroperation i samme bedøvelse, og det vil betyde ca. 2 dages indlæggelse og 1-2 ugers sygemelding.
I enkelte tilfælde kan der efterfølgende komme blødning og smerter, som skyldes, at livmoderen ikke er helt tømt, så det kan blive nødvendigt at gentage udsugning.
Der ses en sjælden gang underlivsbetændelse efter en abort. Kvinder, som har haft hyppige underlivsbetændelser, er særligt udsatte.

Blødning

Efter en kirurgisk abort er blødningen sædvanligvis mindre end ved en normal menstruation. Blødningen varer ca. 1 uge.

Fordele og ulemper

Det kan være svært at vælge. Det, en kvinde synes er bedst, behøver ikke at være den rigtige metode for en anden. Fx synes nogle kvinder, at det er en fordel at være bedøvet, mens aborten udføres af en læge, andre synes, at det er en ulempe ikke at kunne være med selv. Vi har samlet nogle argumenter for hver af de 2 metoder.

Argumenter for at vælge kirurgisk abort

  • det er hurtigere overstået.
  • mindre blødning i kortere tid.
  • man er bedøvet under indgrebet.
  • der er færre smerter end ved medicinsk abort.
  • 1 ud af 20 skal alligevel have lavet en udsugning efter medicinsk abort.

Argumenter for at vælge medicinsk abort

  • aborten sættes i gang første gang, du kommer på sygehuset.
  • man undgår fuld bedøvelse og operation.
  • risikoen for infektion er mindre.
  • nogle kvinder føler sig i mindre grad som patienter, fordi de ikke skal opereres.
  • det kan opfattes som mere naturligt, da det minder op en spontan abort, hvilket i princippet er, hvad man fremprovokerer.

Er du i tvivl om noget efter udskrivelsen er du velkommen til at ringe til gynækologisk afdeling 420.
Med venlig hilsen

Personalet på Gynækologisk/ Obstetrisk afdeling
Afsnit 420, telefon: 38 62 24 20,
Imminensklinikken, telefon: 38 62 21 42




Redaktør
Regionhovedstaden
Email